Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Læreren er først i klassen efter seks minutter

Børn med særlige behov har brug for klar ledelse i klasselokalet og en lærer, der kommer til tiden. Men sådan er det ikke altid, viser ny undersøgelse.

Knap seks minutter.

Så lang tid går der i gennemsnit, fra klokken har ringet, til læreren dukker op i klassen og kan begynde undervisningen. Eller måske kan hun ikke komme i gang med læse- eller matematikbogen, fordi Hans og Magnus farer rundt i klasselokalet, mens Ditte og Katja er ulykkelige over et skænderi, de havde i frikvarteret.

Forsinkelsen af undervisningen fremgår af en undersøgelse, baseret på 185 observationer af undervisningen i klasser, hvor nogle af eleverne har behov for specialundervisning. I cirka en femtedel af lektionerne er læreren til stede i klassen, når eleverne kommer ind, hvilket medfører mere ro og en effektiv start på undervisningen, fremgår det af undersøgelsen. Der er dog også eksempler på, at der går 20-30 minutter, før læreren ankommer til en lektion.

Det går ikke, lyder det fra professor Niels Egelund, der står som leder af undersøgelsen om effekten af specialundervisning, som er blevet offentliggjort i dag.

- Når læreren står klar i klassen og har skrevet op på tavlen, hvad eleverne skal arbejde med i timen, er der ro fra første minut. Det er der ikke, hvis læreren først kommer fem minutter for sent og skal i gang med at skaffe ro og orden og overbevise eleverne om, at det er arbejdstid. Så kan der gå utroligt lang tid og herske kaotiske tilstande, fordi eleverne slæber problemer fra frikvarteret med ind i klassen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de skal komme dalrende fem minutter for sent, siger Niels Egelund.

Skoleledernes formand, Anders Balle, erkender, at det er skoleledernes ansvar at sikre, at lærerne kan være i klassen, når det ringer ind til timen. Det har stor betydning for, om læreren får skabt ro i klassen, mener han.

- Det er uacceptabelt, og det er ledelsens opgave at få det bragt i orden. Lærerne er rollemodeller i forhold til børnene, og de skal være i klassen til tiden – meget gerne et par minutter før. Det kan være svært at nå i et ti minutters frikvarter, fordi man lige skal nå at rydde op efter den foregående time, så det kræver, at læreren er velforberedt, siger Anders Balle.

- I et frikvarter på ti minutter er det vel umuligt for lærerne at få tid til f.eks. at kopiere og vende en sag med kollegerne?

- Det er der ikke tid og plads til, hvis man skal møde børnene på en ordentlig måde og være et ordentligt forbillede, siger Anders Balle.

Undersøgelsen fremhæver netop, at klar klasseledelse virker inkluderende på elever, der har særlige vanskeligheder. De har brug for, at læreren kommer til tiden og har faste rutiner som f.eks. navneopråb eller morgensang. Børnene nyder ligeledes godt af, at læreren starter og slutter undervisningen samlet i klassen, men undervejs skifter mellem aktiviteterne, så de enkelte elever får en undervisning, der er tilpasset deres niveau.

Hver fjerde lærer kategoriseres i undersøgelsen som en lærer, der ikke inkluderer elever med særlige behov. I disse tilfælde er lærerne ikke engagerede i elevernes forskellighed, de laver diffuse oplæg til undervisningen og forsvinder sågår fra tid til anden fra undervisningen – hvilket eleverne også gør. I sådanne lektioner laver op til halvdelen af eleverne ikke noget, fremgår det af observationerne. De hyggesnakker eller sidder og keder sig..