Læger må ikke true forældre til vaccination

Forældre, der blev truet af læge med anmeldelse om omsorgssvigt, har fået medhold i, at det er frivilligt at vaccinere børn. Udvalg giver påtale til læger.

Et forældrepar fra Vojens har fået medhold i, at deres læge handlede forkert, da hun truede med at melde dem til kommunen for omsorgssvigt, fordi de ikke ville lade deres fem måneder gamle datter vaccinere mod stivkrampe.

I en lignende sag fra København har et forældrepar også fået ret i, at lægen ikke måtte true.

- Det er helt uhørt og groft af en læge at handle sådan, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at stoppe det. Siden 1972 har det været frivilligt at lade sine børn vaccinere, og det skal lægerne respektere, siger Else Jensen, formand for Vaccinationsforum.

Formand for de praktiserende læger, Michael Dupont, er enig i, at læger ikke bør true med at melde forældre til kommunen, og håber, at sagen fra Vojens kan afskrække andre læger fra at gøre det samme.

/ritzau/