Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Læger advarer mod at presse på med kræftvaccine

Mens sundhedsministeren i dag indlederforhandlingerne om en ny vaccine mod livmoderhalskræft, advarer læger nu mod planen om at gøre vaccinen til en del af børnevaccinationsprogrammet hurtigst muligt. Der er stadig for mange ubekendte.

En gratis vaccine mod livmoderhalskræft bør ikke gives til unge piger, før sikkerheden omkring vaccinen er helt i orden. Og det er den ikke endnu. Det advarer to forskere om på dagen, hvor sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) begynder forhandlingerne om den såkaldte HPV-vaccine mod livmoderhalskræft, som Sundhedsstyrelsen anbefaler at tilbyde piger omkring 12 år i forbindelse med børnevaccinationsprogrammet.

Ministeren lovede i sidste uge, at vaccinen bliver en realitet inden nytår - gerne før.

»Langtidsvirkningerne af vac­cinen er ukendte. Man har udelukkende kunnet følge op på en vaccine i fem år, så det er yderst vigtigt med et system, der registrerer de vaccinerede piger og eventuelle bivirkninger centralt, før man indfører vaccinen nationalt,« siger overlæge og ph.d.

Danny Svane fra Rigshospitalet, som sammen med overlæge Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut har været med til at foretage de medicinske og tekonoligiske vurderinger af vaccinen for Sundhedsstyrelsen.

Skal følges tæt
Forskerne er ikke hverken imod HPV-vaccinen, eller at den kommer med i børnevaccinationsprogrammet. De advarer om at træffe for hurtige beslutninger på baggrund af den korte periode, som der har været fulgt op på HPV-vaccinen har eksisteret. Kåre Mølbak peger på, at vaccinen kan vise sig at dække bredere eller smallere end de 70 procent af alle HPV-tilfælde, som man regner med, at vaccinen beskytter mod. Der kan nemlig gå op til 30 år før man kan måle præcis hvordan vaccinen virker.

»Registrerer man ikke løbende, kan man ikke vurdere effekterne,« siger Kåre Mølbak.

Han peger på, at problemet allerede nu er opstået, fordi mange danske piger har fået vaccinen mod at betale 3.500 kroner hos deres private læge. De skal nu findes. sundhedsminister Jakob Axel Nielsen siger til Berlingske Tidende, at det ikke må gå hurtigere med at få vaccinen indført, end at det er fagligt forsvarligt. Han vil nu undersøge, hvor langt man er med et registreringssystem.

»Og det vil jeg selvfølgelig tage højde for i forhandlingerne. Vi må ikke gøre noget dumt, men jeg går stadig efter en hurtig og faglig, god løsning,« siger ministeren til Berlingske Tidende.

Hvilken vaccine?
Der skal også forhandles om, hvilken vaccine, der skal benyttes. Der er to godkendte HPV-vacciner. Gardasil, som har været på det danske marked siden efteråret 2006 og Cervarix, som kom til et år efter. Hverken Danny Svane eller Kåre Mølbak vil pege på en bestemt.

Sidst i januar modtog Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA) indberetninger om pludselige dødsfald hos to unge piger fra Østrig og Tyskland, hvor dødsårsagen ikke kunne bestemmes. Begge piger var vaccineret med Gardasil. Der blev ikke påvist nogen sammenhæng mellem dødsfaldene og HPV-vaccinen. Ifølge Lægemiddelstyrelsen overvåges sikkerheden ved HPV-vaccinen nøje. I amerikanske medier kører der en hidsig debat om dødsfald og bivirkninger blandt HPV-vaccinerede, men heller ikke her findes dokumentation på en forbindelse mellem dødsfald og vaccine.