7.500 får i dag afslag på at komme ind på universitetet, selvom der er 4.000 ledige pladser. En helt ny ansøgningsrunde skal hjælpe de unge på vej.
30. juli 2009, 00:00
En helt ny ansøgningsrunde, som videnskabsminister Helge Sander (V) har døbt »kvote 3«, skal hjælpe de 7.500 personer, som i dag får afslag på at komme ind på universitetet.
»Det er en helt absurd situation, vi er havnet i i år. Vi har et rekordstort ansøgerfelt, men alligevel har vi ikke et rekordoptag. Folk har i udpræget grad søgt de store uddannelser i de store byer,« siger Helge Sander.
Tidligere har de afviste unge haft mulighed for at søge ind på de ledige studiepladser ved først-til-mølle-princippet.
Men da der i år er så mange, der får afslag, er der brug for en ny metode, så de unge ikke går i panik, når de modtager afslagsbrevet i dag.
»Man kunne godt forestille sig, at mange af de unge ville søge hurtigt uden at have tænkt videre over, om det egentlig er et studie, de vil læse,« siger Helge Sander.
Derfor er der i år en ansøgningsrunde i stedet for først-til-mølle-princippet. Det giver de unge tid til at tænke over deres valg frem til 9. august. Ind til den dato vil alle ansøgninger være først-til-mølle.
Man kan dog søge om optagelse på de ledige uddannelser frem til september.
Unge skal tænke sig om
Jakob Lange, der er studiechef på Københavns Universitet, mener, at de unge skal tænke sig grundigt om, før de vælger, hvilket studie, de vil søge ind på nu.
»I dag skal de unge først være vrede, sure og bitre på samfundet over, at de har fået et afslag. Men så skal de prøve at kigge sig selv i spejlet og sørge for at få afklaret med sig selv, hvad de så vil,« siger Jakob Lange.
Men selv hvis man har besluttet sig for at vente med at søge ind på en uddannelse til næste år, er de kommende dage og uger gode til at reflektere og lægge en plan.
»Mange af de afviste er meget bitre og tænker i protest ikke over, hvad de så vil gøre. Og så søger de igen i panik klokken fem i tolv næste år. Så det er en usædvanlig god idé at filosofere over, hvad man vil gøre næste år,« siger Jakob Lange, som fortæller, at det er muligt at søge hele otte studier på én gang, så man næsten er sikret ikke at skulle vente et år mere med at søge.
»Det er en rigtig god idé at have en plan b - og en plan c,« siger Jakob Lange.
Der er blandt andet ledige pladser på de naturvidenskabelige fag på mange universiteter og også på mange humanistiske uddannelser. Og der er rigtig gode chancer for at komme ind på en uddannelse, hvis man for eksempel er villig til at flytte for at læse på drømmestudiet.

































