Mange kvinder fravælger ledelsesstillinger, fordi de søger et liv med plads til et væld af interesser, siger rekrutteringsekspert.
29. december 2008, 08:35 – opdateret 29. december 2008, 08:51
Det er ikke altid lige nemt at finde egnede kvindelige kandidater til topposter i danske virksomheder.
Det fortæller Tobias Petri, der er partner i det internationale rekrutteringsfirma Heidrick & Struggles til Dagbladet Politiken.
Heidrick & Struggles beskæftiger sig udelukkende med rekruttering af topchefer til private virksomheder. De stillinger, som firmaet skal finde kandidater til, bliver aldrig opslået, men besættes udelukkende via headhunting.
De færreste er egnede til jobbet
Tobias Petri vurderer, at der i Danmark er maksimalt fem procent kvinder, som er oplagte kandidater til poster som koncernchefer i større danske virksomheder.
»Udbudet er begrænset«, siger han til Politiken.
Alligevel mener han ikke, at løsningen er et quick fix, som man for eksempel er tyet til i Norge, hvor det i dag er et krav, at fire ud af 10 bestyrelsesmedlemmer i topvirksomheder er kvinder.
»Der er brug for et mere langsigtet perspektiv. For mig at se starter problemet ude i de danske hjem. For mange kvinder mangler i dag troen på, at 'de kan'. Selv forsøger jeg give mine døtre tillid til, at de kan påtage sig et ansvar. Det betyder ikke, at min datter på 16 bliver koncernchef en dag, men hvis hun en dag skulle få lyst til at påtage sig ledelsesansvar, så håber jeg, at hun vil være overbevist om, at det har hun også evnerne til«, siger Tobias Petri til Politiken.
Mænd trives bedre i lederrollerne
Han er ikke i tvivl om, at mange kvinder også fravælger lederstillinger.
»Mænd tænder typisk på at have et smalsporet spektrum af interesser i deres liv. For kvinder er det vigtigere at have en balance mellem flere forskellige stimuli som venner, kærlighed og øvrige interesser ud over jobbet. Sådan som vores lederroller typisk er skruet sammen i dag, trives mænd derfor bedre i lederrollerne, mens kvinder søger et mere holistisk liv«, vurderer han.
Tobias Petri har arbejdet i rekrutteringsbranchen de seneste 12 år. Han er ikke i tvivl om, at efterspørgslen efter kvindelige ledere generelt har været stigende i den periode.
»Typisk er det virksomheder, som i forvejen tænker innovativt og bredt, der efterspørger kvindelige kandidater. Men generelt giver mange virksomheder udtryk for, at de foretrækker en kvindelig leder, hvis kandidaterne er ligeværdige. På den måde er efterspørgselsmønstret opmuntrende«, siger han.
Kvindernes handicap
Men hvorfor er der så så få kvindelige ledere på topniveau i de danske virksomheder, kan man spørge.
Tobias Petri forklarer, at udbudet af kvindelige kandidater til koncernchefposter i de største virksomheder i Danmark stadig er begrænset.
Det skyldes, at virksomhederne naturligt nok lægger vægt på, at den chef, som de søger både skal have den nødvendige erfaring og kompetencerne i orden.
»Allerede her har kvinder et handikap, fordi det er nødvendigt at kunne fremvise, at man er i stand til at skabe ret specifikke resultater. Hvis vi skal have flere kvinder til at gå forrest, kræver det derfor også, at virksomhederne er villige til at vægte erfaringssiden anderledes. Men det vil mange virksomheder synes er risikabelt, og de vil hæfte sig ved, at de i højere grad har pligt til at skabe gode resultater end til at være samfundsbidragende«, siger han til Politiken.
Men kvinderne har også mulighed for selv at påvirke deres chancer for at blive spottet. Og de seneste 10 år er det tydeligvis blevet lettere at finde nye kvindelige talenter, fordi kvinderne er klar over, at de selv har et ansvar for at holde sig til.
»Det er en gammel traver, men det er ikke mindre sandt i dag, at synlighed er et vigtigt element. Det gælder både på de interne linjer i den virksomhed, som man er ansat i, men det gælder også eksternt. Der findes efterhånden mange netværk for kvinder med lederambitioner. Men i den sammenhæng skal man huske at sondre mellem, om man er en dygtig leder eller en dygtig tankeleder«, siger Tobias Petri til Politiken.
»Nogle medlemmer af kvindenetværk i dag er kendetegnet ved, at de er gode til at italesætte sig selv og bringe kloge tanker frem. Men det at kunne sige kloge ting er ikke nødvendigvis det samme, som at man er en dygtig leder«.
Lagt på nettet af Berlingske.dk
































