21. september 2007, 21:28

Den mistænksomme strisser, der stiller skarpe spørgsmål og blænder op for lampen under et tredjegradsforhør, har ikke meget med Tom Christensen at gøre. Tværtimod. Han er venlig, lytter opmærksomt til den potentielle drabsmand og har al den tid, der skal til for at få en tilståelse. Vil gerningsmanden ryge, får han lov til det. Vil han tale under fire øjne, får han lov til det.

»Det er min erfaring, at man skal hyle som de ulve, man er i blandt for at vække tillid og skabe fortrolighed. Politiuniformen kan virke afskrækkende, så jeg foretrækker at være afslappet klædt i for eksempel cowboybukser,« fortæller 60-årige Tom Christensen.

Om tre år er han nødt til at gå på pension. Men så har han også gjort sit til, at landets forbrydere har fået som fortjent. Han er en af landets mest benyttede afhørere, og har deltaget i over hundrede drabssager.

Tom Christensen fik sin første tilståelse i midten af 80erne – i den såkaldte »hyggestuesag fra Vejle,« hvor en værtshusejer blev skudt af konens elsker i en skov – og oplevelsen satte dengang sine spor:

»Jeg rystede over hele kroppen og tænkte »yes! den er hjemme.« Det var så spændende. Der sker omkring 50 drab i Danmark om året og vi er 10.000 politifolk, så det er jo ikke hver dag, der kommer en tilståelse,« siger Tom Christensen, der de seneste 26 år har været en del af Rigspolitiets Rejsehold.

Han er en beskeden mand og rollen som »interviewoffer« er uvant for ham. Men han har sagt ja til at medvirke – og så holder han ord.

»At lyve er noget af det værste man kan gøre under en afhøring, for så ryger tilliden med det samme,« siger Tom Christensen.

Han er holdt op med at tælle, men han gætter på, at han har fået omkring 40 drabsmænd- og kvinder til at tilstå gennem tiden.

»En god afhøring kræver først og fremmest god tid. Og afhøreren skal være en tålmodig lytter og lade gerningsmanden tale frit fra leveren. Ham må for guds skyld ikke give udtryk for afsky eller fordømmelse. Han skal også være i stand til at udvise empati for gerningsmanden - ikke sympati,« siger Tom Christensen og forklarer:

»Jeg husker en sag fra 2003 med en ung mand fra Jylland, der erkendte at have voldtaget og dræbt sin gamle dagplejemor. Den handling har jeg selvfølgelig ikke sympati for. Men efter mange timers samtale, fik jeg en form for forståelse for, hvad der lå til grund for drabet og hvilke problemer, han havde.«

Ved én bestemt sag har Tom Christensen dog svært ved at finde empatien frem.

»Jeg kan ikke udvise forståelser for det, faren udsatte sine to små piger for i Tøndersagen. Jeg gav ham hånden første gang, jeg mødte ham, men jeg har aldrig rørt ham siden. Jeg vil ikke engang tørre hænder i et håndklæde, han har rørt ved. Jeg har brugt over hundrede timer på »tossen«, men jeg fik hans tilståelse og det er det vigtigste. Jeg hader ham som pesten, og det ved han. Alligevel er det kun mig, han vil betro sig til.«

Tom Christensen har altid været bevidst om at lytte, udvise empati og stille åbne, ufordømmende spørgsmål under en afhøring, men at det er summen af en international, anerkendt afhøringsteknik, opdagede han først i midten af 90erne. Det skete da Bent Isager, der dengang var chef for Rejseholdets drabssektion, introducerede »kognitiv afhøring« for det danske politi efter en studietur til USA. Kort fortalt går metoden ud på, at afhøreren tager udgangspunkt i gerningsmandens egen optik, og lader ham fortælle med egne ord uden at bryde hans tankerække og talestrøm med spørgsmål.

»Jeg er den praktiske gris, der har arbejdet med kognitiv afhøring uden at vide det. Jeg har dog erfaring med, at den kun virker på personer, der gerne vil tale og samarbejde. Det kan være et vidne til en forbrydelse eller en ulykke, der har brug for at fortælle om oplevelsen på sin egen måde. Eller en drabsmand, der har tilstået, men som ikke husker hændelsesforløbet og derfor skal have ro til at komme i tanke om det uden at skulle forholde sig til et bombardement af konkrete spørgsmål,« siger Tom Christensen.