Langt færre afviste asylansøgere end hidtil antaget kan flytte i egen bolig, viser helt nye tal. De 50 asylfamilier, som var det hotte emne i valgkampen, er blevet til kun 16. Oppositionen beskylder regeringen for løftebrud og kynisme og kræver redegørelse.
2. april 2008, 21:06 – opdateret 2. april 2008, 22:10
Antallet af afviste asylansøgerfamilier, der kan flytte i egen bolig, viser sig nu at være meget lavere, end det blev lovet under valgkampen. I debatterne op til valget blev det igen og igen nævnt, at omkring 50 familier ville få lov til at flytte ud af centrene. Men nu hvor intentionerne skal gøres til virkelighed, har kun 29 familier fået tilbud om at flytte ud af asylcentrene Avnstrup og Sandholm. Af dem har 16 takket ja.
Ifølge Udlændingeservice er der ikke lavet om på betingelserne, siden aftalen kom i hus i januar. Her står der, at aftalen omfatter op til 50 familier – eller op til 170 personer. Ifølge Integrationsministeriet skal tallet dog ikke ses som absolut, men kan ændre sig i takt med at flere familier lever op til kriterierne.
Men oppositionen er langtfra tilfredse med at så få bliver hjulpet til at flytte væk fra de centre, der ifølge flere undersøgelser gør dem syge.
»Det her viser jo, at den her aftale ikke var lavet for at hjælpe børnene ud af asylcentrene, men alene var designet til at bilde offentligheden ind, at regeringen har gjort noget ved problemet. Der er jo stadig hundredvis af børn, der har siddet i årevis i de danske asylcentre,« siger integrationsordfører Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre. Han kræver nu en redegørelse for, hvordan løsningen er blevet til rent praktisk.
SFs asylordfører, Astrid Krag, bakker op. Hun er chokeret over det lave antal af familier og mener, at regeringen, og især statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), har et »umanérligt forklaringsproblem«.
»Statsministeren skylder hele Danmark en forklaring, efter at han under valgkampen sagde, at der skulle sikres ordentlige forhold for afviste asylansøgere. Det blev så reduceret til at gælde for børnefamilierne, og nu er det så yderligere reduceret til kun at dreje sig om 29 familier,« siger hun.
Dam: Kynisk V-politik
Også Socialdemokraterne vil have statsministeren til at redegøre for hele forløbet omkring asyldiskussionen.
»Det nærmer sig det groteske. Det vil sige, at de her afviste flygtninge i realiteten fra dag ét er blevet brugt i et kynisk spil af statsministeren,« siger integrationsordfører Henrik Dam Kristensen.
»Gidslerne er de afviste asylansøgere og deres familier. Det er vigtigt at holde sig for øje, hvad der startede det her, nemlig de lægefaglige vurderinger af, at vi ikke kan være forholdene bekendt,« fortsætter han.
Leder af asyladelingen i Dansk Røde Kors, Jørgen Chemnitz, er derimod overrasket over, at hele 16 familier har taget imod tilbuddet om at flytte i egen bolig.
»Jeg tager ikke stilling til, om det er et højt eller lavt antal familier. Jeg ved blot, at da diskussionen var på sit højeste, var der ikke mange af familierne, der ytrede ønske om at flytte ud,« siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).




































