KU i Randers foreslår revselsesretten genindført. - Forældrene skal have ret til selv at bestemme, hvordan de opdrager deres børn, lyder det i begrundelsen.
17. marts 2009, 20:54
Sidste år ville Konservativ Ungdom (KU) i Randers have dødsstraffen indført. På weekendens landsmøde i KU vil de unge medlemmer fra Randers fremsætte et forslag om, at forældre skal have ret til at slå deres børn.
Det skriver www.jp.dk.
Ifølge Simon Kudsk, næstformand for KU i Randers, skal forældre selv have ret til at bestemme, hvilke metoder de bruger i opdragelsen af deres børn.
- Hvis de mener, at det er nødvendigt med en lille lussing, skal de have friheden til at vælge det, siger han.
Simon Kudsk understreger dog, at forslagsstillerne ikke går ind for, at forældre skal slå på deres børn.
- Det er derimod vigtigt for os, at forældre ikke bliver kriminaliseret for de opdragelsesmetoder, de vælger at bruge, tilføjer han.
Formanden for Konservativ Ungdom, Rune Kristensen, regner ikke med, at der på weekendens landsmøde bliver flertal for at ophæve forbuddet mod, at forældre revser deres børn.
Henriette Kjær, politisk ordfører hos De Konservative, betragter forslaget fra KU i Randers som en ren og skær provokation.
Den såkaldte revselsesret blev afskaffet i 1997.
/ritzau/
































