Personalet undlod at forsøge genoplivning, da en beboer på Ringbo fik hjertestop. Kritik fra Sundhedsstyrelsen, selvom beboeren selv havde ønsket ikke at blive genoplivet.
1. februar 2008, 21:23 – opdateret 1. februar 2008, 22:04
Personalet på bostedet Ringbo får kritik af Sundhedsstyrelsen, fordi personalet undlod at forsøge genoplivning, da en beboer blev livløs. Selv om det fremgik af beboerens papirer, at den pågældende ikke ønskede genoplivning, sendte embedslægen sagen videre til Sundhedsstyrelsen, som tager afstand fra personalets manglende indgriben på Ringbo, siger Torben Hærslev, afdelingslæge i enheden for tilsyn i Sundhedsstyrelsen:
»Vi blev af embedslægen bedt om at undersøge omstændighederne omkring et dødsfald på Ringbo. Sagen handlede om, at en beboer tidligere havde givet udtryk for, at vedkommende ikke ønskede genoplivning, hvis vedkommende fik hjertestop. Det gjorde vedkommende så – jeg kan ikke huske dato og år – og personalet undlod så at forsøge genoplivning. Det mener vi var kritisabelt,« siger Torben Hærslev.
Ifølge afdelingslægen var der ikke givet det fornødne samtykke.
»Et samtykke til behandling, herunder et samtykke til at der ikke skal gives behandling, skal være aktuelt og skal være givet i relation til et aktuelt behandlingsforløb. Dette var ikke tilfældet. Sundhedsstyrelsen har fundet, at de involverede sundhedspersoner ikke har udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed og har derfor fremsendt sagen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn med henblik på videre foranstaltning.«
Det fremgår af tilsynsrapporterne for Ringbo for 2006, at man ikke alene kan bebrejde personalet:
»Ringbos instrukser vedrørende forventet og uventet dødsfald var ikke fyldestgørende nok.«
Bostedet har nu lavet retningslinjer på området.



































