Kræver kontrol med ulovlige naturindgreb

Socialdemokraterne og Enhedslisten vil have miljøminister Troels Lund Poulsen (V) til at sikre en bedre beskyttelse af naturen.

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) presses nu af oppositionen til at komme med et bud på, hvordan han vil sikre beskyttelsen af heder, enge, overdrev, moser og søer.

Baggrunden er, at opgaven er ved at vokse fra kommunerne, der mangler ressourcer til den.

Som omtalt her, mener Kommunernes Landsforening, at opgaven er langt mere omfattende, end det blev lagt til grund, da kommunerne overtog opgaven fra amterne i 2007. Opgaven er større og midlerne til at løse den er mindre, mener KL.

Nu har Per Clausen, Enhedslisten kaldt miljøminister Troels Lund Poulsen i samråd. Her skal han redegøre for, hvordan det går med tilstanden i de beskyttede naturtyper og svare på, hvilke initiativer, han vil tage for at sikre en effektiv beskyttelse.

Tidligere har naturpolitisk ordfører hos Socialdemokraterne, Flemming Møller Mortensen bebudet et beslutningsforslag, hvor regeringen pålægges at sikre en opdateret registrering af de beskyttede områder, incitamenter for den enkelte jordejer til at beskytte naturen samt økonomiske sanktioner ved overtrædelse af naturbeskyttelsesloven.

Miljøminister Troels Lund Poulsen henviser til regeringens udspil for Grøn Vækst. Den rummer ifølge ministeren initiativer, der reducerer belastningen af naturområder med amoniak og en plan for naturpleje af 40.000 hektar enge, heder, moser og overdrev.