Unge piger, der bliver vaccineret mod livmorhalskræft, er fortsat beskyttet efter fire år. Det viser en ny undersøgelse af vaccinen, som politikerne strides om.
7. februar 2008, 19:13
Mens politikerne på Christiansborg ikke kan blive enige om at vaccinere unge piger mod livmorhalskræft, så giver en ny undersøgelse gode karakterer til vaccinens langtidsbeskyttende virkning. Fire år efter vaccinationen er pigerne således 98 til 100 procent beskyttet mod HPV-virus. Det viser den hidtil største undersøgelse af holdbarheden med mere end 20.000 deltagende kvinder.
Ifølge studiets østrigske forsøgsleder, professor Elmar Joura, er resultatet en god indikation for, at vaccinen også vil beskytte pigerne på længere sigt. Resultaterne er netop blevet fremlagt på den 19. internationale kræftbehandlingskongres, International Congress on Anti Cancer Treatment, der lige nu holdes i Paris
Vaccinen beskytter mod to typer af HPV-virus, som er ansvarlige for 70 procent af alle tilfælde af livmorhalskræft. Derudover beskytter vaccinen også mod to virustyper, som er ansvarlige for 90 procent af alle udbrud af kønsvorter, der ifølge et nyt studie rammer mere end hver 10. kvinde i Danmark.
Vaccinen blev godkendt til brug i Danmark for to år siden, men er fortsat uden tilskud. Alligevel har 21.000 danske piger og deres forældre valgt betalt 3500 kroner for at blive vaccineret. På Christiansborg er alle partierne enige om, at unge piger gratis skal tilbydes vaccine mod livmorhalskræft. Derimod er de uenige om, hvordan regningen skal betales, og det bliver hovedpunktet, når forhandlingerne fortsætter fredag.
/ritzau/

































