Et stof afslører kræftrisiko, viser forskning. Perspektivet er øget overlevelse.
16. marts 2009, 20:59 – opdateret 17. marts 2009, 06:50
Danske forskere har fundet et proteinstof, der afslører, hvem der har en forøget risiko for at få en kræftsygdom. Det såkaldte CRP-protein kan også fortælle, hvilke kræftpatienter, der er i særlig risiko for at dø af deres sygdom. Perspektivet er, at risikoen for at få kræft og for at dø af sygdommen kan opfanges tidligere end hidtil. Det vil alt andet lige forbedre muligheden for at behandle kræften effektivt og dermed også øge overlevelsen af kræftsygdomme.
Med den nye viden i hånden kan den praktiserende læge eventuelt opfange en kræftrisiko i forbindelse med et generelt helbredstjek. Og når det gælder patienter, der allerede har fået konstateret kræft, kan den nye viden måske afsløre skjulte metastaser, som det er afgørende for overlevelsen at få behandlet.
Et forskerhold fra Herlev Hospital med læge Kristine Allin i spidsen har fundet, at et forøget indhold i blodet af CRP proteinet øger risikoen for kræftsygdom med 30 procent.
Når det gælder lungekræft, er risikoen fordoblet. Det er kendt, at CRP-proteinet mobiliseres af kroppens immunforsvar ved infektioner, gigt og hjertekarsygdomme. Men de danske lægers undersøgelse er den første store af sin art, der udpeger stoffet som et tegn på kræftrisiko.
»Når en kræftpatient alligevel skal igennem et større program af undersøgelser, vil det være naturligt også at måle blodets indhold af CRP. Det er enkelt og billigt og giver lægerne en ide om, hvem der måske skal behandles særligt aggressivt for at overleve længere,« siger Kristine Allin.
Sværere diagnose
Professor ved Københavns Universitet, overlæge Børge Nordestgaard siger, at risiko for kræft ikke i samme grad som eksempelvis hjertekarsygdomme kan opfanges ved at se på en række indikatorer.
»Når det gælder hjertekarsygdomme, er blodtryk, kolesteroltal, rygning, inaktivitet og CRP med til at sige noget om risikoen. For kræft er der ikke samme mængde af indikationer på risiko. Men med vores undersøgelse ser det nu ud til, at CRP-proteinet kan bruges som en vigtig indikator,« siger Børge Nordestgaard.
Han mener, at den nye viden kan blive nyttig, når den praktiserende læge skal finde ud af, hvad der er galt med en patient, der skranter.
»Hvis lægen kan udelukke infektion eller gigt, er der kun hjertekarsygdom og altså kræft tilbage. Hvis patienten i øvrigt ikke har tegn på hjertekarsygdom, kan lægen overveje at undersøge nærmere for kræft,« siger Børge Nordestgaard.
Undersøgelsen bygger på data om 10.408 mennesker, hvor deltagerne er undersøgt første gang i 1991 til 1994. Forskerne har set på, hvordan det er gået deltagerne i undersøgelsen 16 år efter. Og det viste sig, at godt 1.600 havde udviklet kræft. Ved at se på blodets indhold af CRP, kunne forskerne slå fast, at de, der fik kræft, generelt havde et højere indhold af CRP end dem, der ikke havde fået kræft 16 år efter.
Undersøgelsen er publiceret i det lægevidenskabelige tidsskrift Journal of Clinical Oncology. Ud over Kristine Allin og Børge Nordestgaard har afdelingslæge Stig Bojesen bidraget til artiklen.
































