Regeringen må sende mindst 50 millioner kroner til regionerne, hvis løftet om at sikre kræft- og hjertepatienter en såkaldt forløbskoordinator, skal indfries, siger Danske Regioner.
15. marts 2010, 12:19
Hvis regeringen og Dansk Folkeparti vil holde sit løfte til landets mest syge patienter med kræft- og hjertesygdomme, skal der følge penge med løftet – i størrelsesorden mindst 50 mio. kr.
Det er vurderingen i Danske Regioner, efter at regeringen og DF har indgået en aftale, der skal sikre patienterne på kræft og hjerteafdelingerne en såkaldt forløbskoordinator. Det vil sige en person, der holder styr på en patients behandling hele vejen fra start til slut og på tværs af skiftende afdelinger og sygehuse.
Kræver fire ansatte på hver afdeling
Regionernes formand Bent Hansen (S) er positivt indstillet over for at sikre de mest syge patienter en forløbskoordinator.
- Jeg kan godt forstå ønsket om at sikre patienterne det her. Men det er vigtigt, at man skaffer det ekstra personale og de ekstra midler der skal til, hvis ikke man vil skuffe nogle af landets mest syge patienter ved ikke at indfri løftet, siger Bent Hansen.
Han anslår, at det vil kræve 4 ekstra ansatte på hver kræft- eller hjerteafdeling. Dem er der mindst 80 af i landet, og Bent Hansen vurderer derfor, at det vil koste mindst 50 mio. kr. at indfri løftet. Regeringen og DF lægger op til, at økonomien bag den nye ordning skal forhandles på plads ved sommerens økonomiforhandlinger mellem regeringen og Dansk Regioner. Men Bent Hansen mener ikke, der er så meget forhandle om:
- Det her kan kun iværksættes, hvis dem som bestiller ydelsen også leverer de ekstra penge, der skal til for at finansiere ydelsen. Og hvis regeringen indfører det her som en lov, så er der ikke så meget at forhandle om, så bør pengene bare følge med, siger Bent Hansen.
Den som bestiller musikken må betale
Samme holdning har formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S):
- Jeg ved ikke nøjagtigt, hvad det vil koste at indføre, men billigt bliver det sandsynligvis ikke. Men når det kommer som et lovforslag fra regeringen og et flertal i Folketinget, så forventer jeg da, at der følger penge med. Den som bestiller musikken må også betale, siger Ulla Astmann.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt har indgået aftalen om forløbskoordinatorerne med sundhedsminister Bertel Haarder. Hun er parat til at sikre ekstra penge til ordningen:
- Vi har ikke drøftet økonomien i det og vi vil bede regionerne om et bud på, hvad det vil koste at sikre ordningen. Men det er klart, at når vi indgår en sådan aftale, så er vi også klar til at sætte penge af til at sikre den, siger Liselott Blixt.
































