Kontroversiel imam skal bekæmpe bander

En omstridt amerikansk imam, der har talt mod 11. september, homoseksuelle og kvinders ligestilling, gæster i aften Korsgadehallen. Han skal tale til Nørrebros unge for at holde dem væk fra banderne.

Khalid Yasin er en særdeles omstridt herre.
Khalid Yasin er en særdeles omstridt herre.

Han har tidligere argumenteret for dødsstraf til homoseksuelle, kaldt kvinders ligestilling for en vrangforestilling og beskrevet både 11. september-angrebene og AIDS-virussen som amerikanske konspirationer.

I aften skal den amerikanske imam Sheikh Khalid Yasin, der har en fortid som bandemedlem i Harlem i New York, tale danske unge på Nørrebro fra at gå ind i bandemiljøet.

Bag arrangementet i Korsgadehallen står gruppen Viden Om Islam (VIOMIS), der arbejder for at udbrede information om islam ved bl.a. opsøgende gadearbejde og tæller Khalid Alsubeihi fra det kommunalt støttede integrationsprojekt »Nørrebronx« som en af initiativtagerne. På gruppens hjemmeside bliver Sheikh Khalid Yasin præsenteret som VIOMIS' vejleder og underviser, der vil besøge Danmark hver anden måned for at undervise.

Dybt uheldigt

Sheikhen driver til daglig et missionscenter i Manchester i England og en internetside, der tilbyder en omfattende mængde af islamisk materiale.

Den britiske tænketank Quilliam Foundation, der bl.a. beskæftiger sig med at bekæmpe ekstremisme og tæller flere Hizb ut-Tahrir-afhoppere, advarer imidlertid mod at bruge imamen som rollemodel.

»Khalid Yasin har et generalieblad af voldsomt intolerante udtalelser, og det er dybt uheldigt, at han bliver præsenteret som et positivt alternativ til bandevold. Bandekriminalitet er et alvorligt problem, der skal bekæmpes, men at give en taler som Khalid Yasin en platform er ikke den rigtige måde at gøre det på,« siger en talsmand fra Quilliam Foundation.

180 graders vending

Khalid Alsubeihi afviser blankt, at imamen prædiker de radikale holdninger, han tidligere har været kritiseret for.

»Han har totalt ændret holdning og er gået ind i kampen for at forebygge radikalisering og kriminalitet. Jeg ville aldrig tillade, at der kommer sådan nogle udtalelser fra en imam, som jeg har inviteret, og jeg er helt sikker på, at det ikke sker,« siger Khalid Alsubeihi.

Han forklarer, at Khalid Yasin er en person, der virkelig kan komme igennem med et budskab til de unge - og at det med den igangværende bandekrig derfor er nødvendigt at gøre brug af en person som ham.

»Det eneste, der interesserer mig, er at få de unge ud af kriminalitet, og så er jeg ligeglad med, hvor de går hen, så længe det er lovligt. De er i fuld gang med at skyde hinanden på gaden, og uanset hvem det er, jeg skal samarbejde med, vil jeg gøre det, hvis det kan få de unge til at stoppe med det her,« siger Khalid Alsubeihi.

Den omstridte imam har været i Danmark adskillige gange. Sidste år besøgte han Islamisk Trossamfund, og i 2006 deltog han i en stor islamkonference på Nørrebro.

I begyndelsen af 2009 udløste Khalid Yasin politisk debat i Holland, da han bl.a. skulle holde forelæsninger på det private islamiske universitet i Rotterdam. Flere hollandske partier mente, at man skulle nægte ham adgang til landet.

Københavns integrationsborgmester, Klaus Bondam (R), ønsker ikke at kommentere sagen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.