Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kommuner sparer milliarder

Mange kommuner gennemfører i øjeblikket ekstraordinære besparelser for op imod to milliarder kroner til sammen. Det fremgår af en redegørelse til finansministeren forud for årets økonomiforhandlinger.

Spareknivene bliver i øjeblikket helt ekstraordinært svinget i mange af landets kommuner. Der skæres ned på servicen og fyres medarbejdere i stor stil. Og inden året er omme, vil kommunerne have sparet mellem én og to milliarder kroner.

Samtidig planlægges der i øjeblikket yderligere besparelser i landets kommuner for op til 2,5 mia. kr. på budgetterne for 2011. Baggrunden er, at kommunerne er ved at rette op på et stort overforbrug i valgåret 2009.

Det fremgår af en redegørelse, som Kommunernes Landsforening har sendt til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Redegørelsen er et svar på, hvorfor kommunerne i 2009 overskred deres budgetter med omkring fem mia. kr. i forhold til den aftale, der var indgået med regeringen.

- Mange kommuner er netop nu i gang med betydelige sparerunder med henblik på, at merforbruget i 2009 ikke slår igennem på regnskabet for 2010, skriver formanden for KLs bestyrelse Jan Trøjborg i brevet til finansministeren.

Brugte løs af de opsparede penge

I brevet gentager KL-formanden, at hovedårsagen til de store budgetoverskridelser er, at mange kommunale institutioner har brugt løs af deres opsparing. Normalt bruger institutionerne nogenlunde det samme af sparepengene år efter år, men i 2008 valgte mange at holde igen med udgifterne og overførte deres opsparede penge til 2009 - hvilket er helt legitimt.

- En væsentlig del af forskellen mellem budget og regnskab i 2009 har således ikke karakter af et permanent udgiftsløft, hvilket er af afgørende betydning i forhold til den aktuelle udfordring med at sikre balance på de offentlige finanser, skriver Jan Trøjborg.

En anden væsentlig årsag til budgetoverskridelsen er, at kommunerne fortsat har svært ved at styre udgifterne til et stigende antal handicappede og omsorgssvigtede børn.

Regeringen og Kommunernes Landsforening havde endnu ikke onsdag formiddag aftalt, hvornår året økonomiforhandlinger skal indledes. Finansministeren har sat drøftelserne på stand-by, indtil redegørelsen fra kommunerne forelå. Oprindeligt var det indledende økonomimøde planlagt til at finde sted i går.