Grønbrogede tudser, klyder, tyndakset gøgeurt, stor kærguldsmed, hasselmus og andre sjældne arter får kronede dage, efter at de er kommet på miljøministerens nytårskort til kommunerne.
3. marts 2010, 10:05
En stor del af landets kommuner har adopteret et truet dyr eller en sjælden plante, der findes i kommunen, og som den forpligter sig til at beskytte.
Det gælder f.eks. Greve, der har taget særligt ansvar for den grønbrogede tudse, der nu breder sig, efter at der er gravet otte nye vandhuller til den og renset op i andre, der var ved at gro til i tagrør med mere. Ishøj har sendt græssende får ud i Ishøj Strandpark for at skabe bedre forhold for klyderne, der er Ishøjs ansvarsart.
Og stor kærguldsmed går lysere tider i møde i Allerød Kommune, der med støtte fra EU vil oprense vandløb og fjerne træer. Stor kærguldsmed yngler nemlig kun i rene småsøer.
Nytårshilsener, der batter
I 2008 sendte daværende miljøminister Connie Hedegaard (K) landets borgmestre individuelle nytårskort med billede og beskrivelse af én af de arter i kommunen, der har særligt brug for beskyttelse.
Se listen over hvilke dyr og planter, der er specielle for de forskellige kommuner, her.
Samtidig var det en påmindelse om, at kommunerne har overtaget miljøbeskyttelsen fra amterne. Det er disse nytårshilsener, der nu bærer frugt i form af kommunale initiativer.
Det første nytårskort blev i januar i år fulgt op af Connie Hedegaards efterfølger, Troels Lund Poulsen (V), der sendte kort til de nyvalgte borgmestre.
Reddet i 11. time
Der er allerede flere eksempler på, at en lokal indsats virker. For eksempel opdagede en borger i Odder Kommune en hidtil ukendt bestand af den sjældne tyndakset gøgeurt i en grøftekant. Han genkendte dem efter at have læst i lokalpressen, at borgmesteren havde fået nytårskort med forslag om at bevare netop denne art. Herved nåede han at bremse de grønthøstere, som kommunen ellers havde sendt ud for at slå grøftekanten.
Kan nås endnu
- Det danske initiativ er fulgt op af andre lande, f.eks. Norge, fortæller Tine Nielsen Skafte, der er biolog i By- og Landskabsstyrelsen under Miljøministeriet.
- Resten af kommunerne kan nå at melde sig til projektet, som vi håber kan være med til at danne inspirerende netværk og skabe en eksempelsamling på, hvad kommunerne kan gøre for naturen, siger Tine Nielsen Skafte, der også oplyser, at flere af de sjældne arter nu ligefrem er blevet en slags maskotter for kommunerne.
2010 er det internationale år til beskyttelse af den biologiske mangfoldighed, og foreløbig har en tredjedel af kommunerne, nærmere betegnet 32, skrevet under på en aftale, hvor de forpligter sig til at forbedre forholdene for biodiversiteten med mindst tre projekter.

































