Den endelige opgørelse viser en mindre overskridelse af kommunernes aftale med staten om skatteopkrævningen for næste år. Staten straffer nu kommunerne.
16. oktober 2009, 13:01
269 millioner kroner mere end aftalt.
Så meget lyder ekstraregningen fra Danmarks 98 kommuner til skatteyderne i form af skattestigninger i 2010. I alt stiger de kommunale skatter med 769 millioner kr. men da kommunernes aftale med staten kun tillader skattestigninger for i alt 500 millioner kroner, udløses nu sanktioner, så kommunerne samlet ikke får glæde af de for meget opkrævede 269 millioner kr.
I en pressemeddelelse oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at statens bloktilskud i henhold til gældende lov nedsættes med et svarende til de 269 millioner kroner. Straffen rammer i første række de kommuner, der har opkrævet mere end de måtte. Deres bloktilskud fra staten nedsættes med et beløb svarende til 75 procent af de for meget opkrævede penge. Dernæst straffes alle andre kommuner, idet restbeløbet fordeles over samtlige 98 kommuner.
Kommunerne, der vil opkræve mere end aftalt er: Guldborgsund, Svendborg, Varde, Vejle, Brøndby, Ikast-Brande, Nyborg, Haderslev, Skanderborg, Hjørring og Holbæk.
Nogle enkelte kommuner slipper af forskellige grunde for at skulle aflevere 75 procent af deres ekstra skatteopkrævning. Det er blandt andre Vejle og Nyborg .

































