Kommune betaler for to koner i to boliger

En irakisk tolk lever fortsat i Danmark med sine to koner. Sagen trækker i langdrag i Familiestyrelsen, som skal afgøre, om flere ægteskaber er i orden.

To koner og tre børn i to forskellige lejligheder på kommunens regning. Det er blevet hverdag for den irakiske tolk, hvis sag blev landskendt, da han kom til Danmark med sin familie i juli sidste år, efter han i fire år havde arbejdet som tolk for de danske styrker i Basra i Irak. Det skriver Kristeligt Dagblad.

I dag lever familien i en hemmeligholdt kommune i Jylland, hvor den tidligere tolks to koner bor i hver sin lejlighed med cirka en kilometers afstand. Han pendler derfor frem og tilbage hver dag mellem lejlighederne for på skift at overnatte og være sammen med hele familien.

Den tidligere så omdiskuterede bigami-sag er endnu ikke afgjort i Familiestyrelsen.

Efter dansk lov må man ikke indgå flere ægteskaber, men det må man i Irak, og derfor trækker sagen i langdrag hos styrelsen, hvor man har svært ved at finde ud af, hvad den juridiske afgørelse på sagen skal være.

/ritzau/