Det bliver formentlig først til september, at forsvarsminister Søren Gade og forsvarsordførerne beslutter, hvilke kampfly Danmark skal købe.
23. april 2009, 16:48 – opdateret 23. april 2009, 16:59
Forsvarsminister Søren Gade (V) oplyser, at Danmark formentlig først træffer afgørelsen om køb af nye danske kampfly til efteråret.
Det var ellers meningen, at politikerne i forbindelse med forhandlinger om et nyt forsvarsforlig skulle have truffet beslutningen.
- Grundlaget for at træffe beslutningen om kampflyene foreligger ikke endnu, og jeg ønsker at starte forhandlingerne om forsvarsforliget, siger forsvarsminister Søren Gade om årsagen til udskydelsen.
Grundlaget for afgørelsen af det tocifrede milliardindkøb ligger, ifølge forsvarsministeren, klar inden sommer eller lige efter.
Hurtigt forlig
De kontroversielle kampfly er dermed fjernet som hovedpunkt i forsvarsforliget, og Søren Gade forventer enighed blandt partierne inden Grundlovsdag, den femte juni.
- Men jeg vil gerne lige understrege, at det jo ikke er et mål i sig selv, hvis vi ikke er klar til det, så kan vi for min sags skyld forhandle hele juli og august. Jeg har ikke bestilt ferie endnu, siger Søren Gade.
Forsvarsforliget sætter de overordnede rammer for det danske forsvar frem til 2015, og der er derfor store interesser på spil. SF sidder stadig ved forhandlingsbordet, og skulle partiet ende med at være med i forliget, vil Holger K. Nielsens underskrift være historisk. SF har nemlig aldrig kunnet enes med de andre danske partier om, hvordan det danske forsvar skal udvikle sig.
Fodnote i forsvarsforlig
Dog undslipper politikerne ikke helt at drøfte nye kampfly.
- Der kommer til at stå i forsvarsforliget, at vi skal have et nyt kampfly, og at typevalget skal træffes umiddelbart i forlængelse af beslutningen om et nyt forsvarsforlig, siger Søren Gade og fortsætter:
- Det, der er vigtigt for mig, er at kunne garantere politikerne, at vi har det rigtige grundlag, og det foreligger simpelthen ikke endnu, så det vil være en halsløs gerning at træffe et typevalg på et ufuldstændigt grundlag.
Ministeren har stadig intet konkret bud på, om forsvarsministeriet anbefaler Joint Strike Fighter, Gripen eller Super Hornet.































