Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Knap 3.000 børn venter på en psykiater

Ventetiden på psykiatrisk undersøgelse er flere måneder. Sundhedsministeren maner til ro: En ny ventetidsgaranti er på vej. Men det beroliger ikke SF, hvis psykiatriordfører selv har arbejdet med børnene.

2.887 børn og unge under 18 venter på en psykiatrisk undersøgelse, og halvdelen har ventet mere end to måneder, viser netop offentliggjorte tal fra Danske Regioner.

Det mener generalsekretær fra foreningen Bedre Psykiatri Thorstein Theilgaar, er horribelt:

»Det er simpelten helt utroligt ringe. Dette er et stort samfundsmæssigt problem, og regionerne har de sidste år fået midler til at komme det til livs, uden at noget er sket,« siger Thorstein Theilgaard.

Siden sidste år er antallet af børn og unge på ventelisten bare vokset.

1. april i år måtte 1.467 børn og unge vente mere end to måneder på at få en psykiatrisk undersøgelse, og værst ser det ud i Region Sjælland, hvor mere end to tredjedele af de henviste børn og unge venter i over to måneder.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er dog meget fortrøstningsfuld og forventer, at ventelisterne nu om kort tid vil bliver reduceret.

»Ventelisterne er på vej til at blive mindre. Jeg kan se, at regionerne har sat gang i kapacitetsudvidelser, og det vil snart have en effekt på ventetiden,« siger Jakob Axel Nielsen, der ikke vil pege fingre ad regionerne.

Om knap halvanden måned træder en ny udredningsgaranti i kraft. Den giver alle ret til en psykiatrisk undersøgelse inden for to måneder på det offentliges regning.

Derfor kan mange børn og unge se frem til at blive behandlet inden for det private regi i stedet.

Og det er ifølge sundhedsministeren også en af grundene til, at ventetiden automatisk vil blive reduceret gevaldigt.

SFs psykiatriordfører, Özlem Cekic, gik netop ind i politik, fordi hun oplevede konsekvenserne af ventetiderne. En mor måtte bruge et år på at holde øje med, at hendes barn ikke sprang ud ad vinduet.

»Forældre måtte blive hjemme fra arbejde, og børnenes diagnose holdt ikke længere, når de endelig kom til: Så var deres tilstand bare blevet endnu værre. Og sagen er, at ventetiderne er vokset, siden regeringen kom til i 2001. Knæ og hofter behandler man, mens børn med alvorlige psykiske problemer må vente. Jeg forstår det ikke,« siger Özlem Cekic.