Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Klassiske gravere i nye klæder

De fire journalister bag det Cavling-vindende projekt har erobret nyt land med »Forbrydelsen«, ikke bare på Berlingske Tidende, men i dansk journalistik generelt.

Det har slidt på benene, inddraget weekenderne og givet et par grå hår. Vi, der til daglig deler skrivebord med gårsdagens vindere af dansk journalistiks fornemste udmærkelse, Cavling-prisen, ved, at den ikke er kommet uden sved og søvnløse nætter.

De tre journalister Morten Frich, Morten Crone og Jesper Woldenhof samt fotograf Erik Refner har arbejdet på projekt »Forbrydelsen« i over et år, fra de en januardag i 2008 modtog et tip om en mystisk trafikulykke på Amager-motorvejen. I denne var den 53-årige Pia Rønnei omkommet, men hvis man gravede i sagen, sagde stemmen i telefonen, ville sagen vise sig at være langt mere kompliceret.

Efter forsigtige telefonopkald og gammeldags stemmen dørklokker viste Rønnei sig at være en forfulgt kvinde, som blev kørt i døden af sin plageånd. En tragisk personsag, der fik en foruroligende samfundsmæssig relevans, da det viste sig, at politiet ikke var kommet hende til hjælp – på trods af fire desperate nødopkald fra et vidne.

Et år senere er 220 artikler flydt fra gruppens hånd i en forbilledlig blanding af personlige beretninger og systemhistorier. Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg er trådt tilbage, politiet har fået tilført 843 mio. kr. ekstra, og politikerne har indset, at dét politi, som man havde forsøgt at effektivisere med historiens største politireform, i flere end 300 sager ikke kom, når nødstedte danskere ringede. I 75 af tilfældene bragte samarbejdet mellem Berlingske Tidendes læsere og journalistholdet politisvigtet frem.

Samarbejde med læserne
De to skrivende kræfter, Morten Crone og Morten Frich, begge 35 år, har arbejdet med undersøgende journalistik i flere år. Når Cavlingen i går tilfaldt Berlingske, er det ikke mindst, fordi de med »Forbrydelsen« har demonstreret de ypperste dyder i denne genre. Ligesom de har haft brug for pædagogiske evner og tålmodighed. Og rygrad til barske konfrontationer med både magthavere og ulykkelige efterladte.

»Denne sag er et eksempel på, at alle store historier begynder i det små. At én kvindes dødsfald kan føre til et helt nyt politi, der forhåbentlig kommer, når danskerne fremover ringer. Vi har været en slags fødselshjælpere for almindelige danskeres frustrationer og givet dem redskaber til at kontrollere magthaverne,« siger Morten Frich.

Men det er ikke kun resultaterne, der udmærker. Fra begyndelsen blev web-journalist Jesper Woldenhof, 28, og avisens dobbelte World Press Photo-vinder, Erik Refner, 37, inddraget med et unikt web-print-samarbejde som mål.

Uden særlige forudsætninger kastede de fire journalister sig ud i interaktive danmarkskort og video til www.berlingske.dk – samtidig med, at »Forbrydelsen« blev dækket vedholdende på tryk: »Det bedste har været, at alle i gruppen har haft en enorm vilje til at gå nye veje i samarbejdet mellem avisen og nettet. Alle muligheder har været i spil. Blandt det mest succesfulde har været involveringen af borgerne – til gavn for både avisen og vores hjemmeside,« siger Jesper Woldenhof.