Den katolske kirke har endnu ikke sat navn på den advokat, som skal lede undersøgelsen af mulige sexovergreb i kirken. Men advokaten vil få adgang til alt materiale, og offentligheden får adgang til undersøgelsen, lover kirken.
12. april 2010, 23:00
Den katolske kirke i Danmark lover offentligheden adgang til resultaterne af den undersøgelse om mulige sexovergreb begået af katolske præster, som kirken vil hyre en uvildig advokat til at udføre.
»Der skal udarbejdes en rapport - selvfølgelig i anonymiseret form - som beskriver, hvad sagerne går ud på, og hvordan de er blevet behandlet. Den vil blive offentliggjort,« sagde kirkens leder, biskop Czeslaw Kozon, i går efter et møde i Advokatrådet.
Her fik kirken råd om, hvordan den kan sikre en uvildig undersøgelse, og kirken fik anbefalet en række advokater, der kan varetage opgaven.
»Alle de råd og navne vil vi nu gå hjem med, og så vil vi få udarbejdet et kommissorium om, hvad undersøgelsen skal omfatte, og hvem der skal lede den,« sagde biskoppen.
Fri og fuld adgang
Kirken lover, at advokaten vil få fuld adgang til alt materiale, kirken har om de indtil videre ca. 20 sager om mulige sexovergreb begået af præster. Inklusive fuld adgang til det såkaldt »hemmelige arkiv«, som kun enkelte personer i den katolske kirkes ledelse har adgang til:
»Advokaten skal afgøre, hvilket materiale, der er relevant. Advokaten kan bede om at få åbnet skabet, og det vil vedkommende få. Vi har selvfølgelig arkiver med personmapper, og dem vil han få adgang til. Hele ideen med undersøgelsen er at få afdækket, om vi har handlet passende på den måde, vi skulle, og at få hjælp til at se på de procedurer, vi har og få vurderet, om de er gode nok,« sagde kirkens talsmand, Niels Engelbrecht, der også deltog i mødet.
To fritstillede
Kirken kan ikke sige, hvornår advokatundersøgelsen ligger klar. Men mens det arbejde pågår, er to præster fritstillet fra deres arbejde i kirken, fordi der ligger anklager mod dem. En retssikkerhedsmæssigt uheldig situation, mener professor i strafferet ved Aarhus Universitet Gorm Toftegaard Nielsen:
»Når kirken fritstiller præsterne - måske fordi kirken er presset - rejser det spørgsmålet om, hvorvidt præsterne nu får en ordentlig behandling. Men det er alle jo enige om man bør gøre i et vist omfang i sager af den her karakter. Man suspenderer jo også skolelærere, hvis der opstår mistanke om overgreb. Men det stiller de anklagede præster i lidt af et tomrum, og det er ikke så betryggende, når man skrider ind før en dom. Men det understreger behovet for, at man få undersøgt de sager her hurtigst muligt,« siger han.



































