Kinesernes danske helt

Da japanske soldater i 1930erne hærgede og myrdede sig gennem den kinesiske by, Nanjing, stod en 26-årige dansker midt i rædslerne, der er blevet kaldt »verdens glemte Holocaust«. Som stædig og modig vagtmand på F.L. Schmidts cementfabrik reddede Bernhard Sindberg fra Århus mindst 6.000 mennesker fra døden. Herhjemme er historien stort set ukendt, men 70 år efter massakren har Sindbergs familie stykket den utrolige historie sammen om danskeren, som i Kina kaldes »folkets frelser«.

Bernhard Sindberg i Shanghai, 1937.
Bernhard Sindberg i Shanghai, 1937.
Det grynede sort-hvide billede er taget fra et skjulested. Påpasselig med ikke at blive set har fotografen rettet sin linse ud gennem et åbentstående vindue; ud på en stor samling kvinder og mænd, der knap kan skelnes fra hinanden på den støvede vej. Udenfor er, skriver fotografen senere med hoppende maskinskrift i sit fotoalbum, en grusom forbrydelse under udførelse:

»Kinesiske kvinder på Shanghai Road i Nanking. De knæler og beder til de japanske soldater for deres sønners og mænds liv, efter at disse er blevet arresteret under mistanke for at være eks-soldater. Tusinder af civile blev taget med på denne måde, bundet med reb og slæbt til flodbredden i Hsiakwan eller til tomme pladser, hvor de blev sendt i døden med maskingeværer, bajonetter, rifler og endda håndgranater«.

Billedet er 70 år gammelt. Året er 1937, stedet byen Nanjing i det østlige Kina. Den daværende kinesiske hovedstad, kaldet Nanking i Vvesten, og dens indbyggere er midt i seks ugers levende helvede. Den kejserlige japanske hær har indtaget byen, og i et morderisk plyndringstogt drager de gennem Nanjing. Myrder mænd med skud og bajonetter, voldtager unge som gamle, sprætter gravides maver op, halshugger uskyldige med samuraisværd, begraver og brænder endnu levende i tusindtal, tvinger familiemedlemmer til at skænde hinanden seksuelt. Sårede, gamle og børn flygter for livet, men fanges ved Yangtze-flodens bredder. I disse uger farves floden ifølge øjenvidner rød af blodet fra de tusinder, der ender deres liv her.

»Der findes ikke den forbrydelse, som ikke er begået i denne by,« noterer en vestlig pigeskole-forstanderinde i sin dagbog under de første dage af den japanske belejring, mens skrigende småpiger fra hendes skole bliver ført bort af japanske soldater, udvalgt til voldtægt.



De sorteste øjeblikke i historien og de værste grusomheder begået af mennesker – også i nyere tid – er så voldsomme, at ord sjældent slår til. Fotografierne kan være så chokerende, at offentliggørelse vækker vrede snarere end eftertanke.

Derfor er det ofte enkeltindivider, der skiller sig ud i statistikker og historiebøger om folkedrab, krig og ødelæggelse. De bliver ikoniske, letbegribelige billeder på gruen. Som den lille polsk-jødiske dreng iklædt sixpence-kasket og knæstrømper, der med hænderne i vejret overgiver sig til tyske soldater under Anden Verdenskrig, eller den nøgne pige, der forbrændt løber fra amerikanernes napalm-bombardement under Vietnamkrigen.

Eller de bliver symboler på håb, på menneskets styrke og muligheden for en fremtid midt i alt det sorte. Som en Schindler eller en Anne Frank midt i Holocausts gru.

En sådan person er og var den unge danske Bernhard Sindberg for kineserne. På få billeder, hvor kameraet er rettet mod ham selv, smiler han eller betragter beskueren afventende. Kernesund, med fønbølget hår og en cigaret nonchalant mellem fingrene. En ung fløs, som de var flest i 1930erne. Men kineserne kalder ham den dag i dag »vor frelser«, »den skinnende Buddha« og »den største dansker«, og de rejser verden rundt og forsker intenst for at finde ud af, hvem han var, denne ostegrosserens 26-årige søn fra Århus.

Da angrebet på Nanjing stilnede af, havde 300.000 mistet livet, anslår kinesiske og internationale forskere. 20.000 unge, gamle og gravide var blevet voldtaget. Antallet af ofre var større end ved atom-bombardementet af Hiroshima og Nagasaki i 1945. Alligevel har massakren i Nanjing næsten været glemt, overset, i den vestlige verden.

Kineserne siger, at Bernhard Sindberg reddede mindst 6.000 menneskers liv under massakren. Herhjemme har de færreste nogensinde hørt hans navn.



Han stak af første gang som toårig. Med sin nisse under armen blev han fundet i rendestenen og fulgt pænt hjem igen. Anden gang nåede han – på cykel – halvvejs til spejderjamboree i den anden ende af landet. Tredje gang var han på vej om bord på Amerika-damperen i Hamburg, før han blev stoppet.

Der var eventyr og udlængsel i blodet på Bernhard Sindberg, der i februar 1911 blev født ind i en velhavende og politisk bevidst grosserer-familie i Århus. Opdragelsen i hjemmet var streng, men Bernhard havde spilopper i kroppen og en kreativ tilgang til sin omverden. Som ung blev han sendt i lære som skiltemaler, men det var ikke nok. Da forældrene blev skilt, tiderne blev hårdere og arbejdsmarkedet var klemt i Danmark, øgedes Bernhards længsel mod udlandet.

Som 17-årig magtede familien ikke længere at holde ham tøjlet. Han drog til USA og kom hjem igen efter tre år. Så meldte han sig til Fremmedlegionen, men den ivrige spejder blev dybt skuffet over de særprægede, uærlige typer i den hemmelige enhed og over de hårde anstrengelser i Marokkos ørken. Efter ti måneder flygtede han og stak af op i bjergene, indtil han som blindpassager på et skib kunne snige sig ud af landet.

Det var også som ureglementeret passager, han ankom til Kina i 1934. Lukket inde og lagt i håndjern i et dansk handelsskibs detention efter et par højlydte skænderier og håndgemæng med styrmanden om bord.

Sindberg slap, med lidt held, for videre tiltale, og havde de kommende år adskillige job. Dét, de hørte mest om hjemme hos familien i Århus, var hans tjans med at demonstrere danske rifler for kineserne.

Men den danske regering var ikke meget for at genere Japan, som allerede havde invaderet Kina, ved at levere våben til kineserne. Handelen med våbnene gik langsomt og døde ud i sommeren 1937, samtidig med at den kejserlige, japanske hær indtog Shanghai.

I stedet blev Sindberg hyret som chauffør for Pembroke Stephens, en trenchcoat-klædt, hattebærende krigsreporter fra den britiske avis, The London Daily Telegraph. Med kuglerne flyvende om ørerne, kørte de to – Sindberg og Stephens – Shanghai tyndt de kommende måneder. Og dokumenterede og beskrev, hvad der foregik i landet langt fra Europa.

Lige indtil en novemberdag hvor Pembroke Stephens og Sindberg krøb til tops i et vandtårn for at betragte den overlegne japanske hærs bombardement af byen. Et fly sendte sine maskinsalver mod tårnet, og ved siden af Bernhard Sindberg faldt Stephens sammen. Sindberg tog, som én af sine sidste gerninger i Shanghai, flere billeder af sin ven og chef. Død og bleg i sin mørke trenchcoat, med blodet strømmende ud af næsen.



Om Bernhard Sindberg helt forstod, hvilken konflikt han stod overfor den dag i vandtårnet, ved ingen. Den nyudråbte republik Kina og kejserdømmet Japan havde ligget i stridigheder i årtier. Kina var plaget og svækket af interne konflikter. Kejserdømmet Japan, derimod, stod økonomisk og teknologisk stærkt og stillede politiske og territoriale krav til Kina. De ville et imperium med råvarer og økonomisk dominans. Striden kulminerede med Japans invasion af Manchuriet, det nordøstlige Kina, i 1931.

Herpå fulgte år med spredte, lokale sammenstød, før krigen officielt foldede sig ud i fuld skala i sommeren 1937, da Japan angreb Beijing. Siden fulgte Shanghai, der kæmpede stærkt imod. Og den 13. december 1937 den daværende hovedstad, Nanjing.

Det militært og industrielt svage Kina kæmpede alene, indtil Japan – i et forsøg på at tilkæmpe sig kontrol over Stillehavets ressourcer – bombede Pearl Harbour i 1941, og USA erklærede krig mod kejserdømmet.



Mens Bernhard Sindberg sundede sig over sin engelske journalistvens død, overvejede det danske firma, F.L. Smidth, hvordan de, under japanernes voldsomme bombardement, bedst kunne beskytte sin seneste investering; en cementfabrik under opførelse i udkanten af Nanjing. De udenlandske konstruktionsarbejdere var blevet evakueret, så F.L. Smidth havde brug for en vagtmand til at beskytte fabrik og maskineri mod vandaler.

Bernhard Sindberg fik tilbudt jobbet. Det var for datiden afsindigt velbetalt, omkring 3.000 nutidskroner om dagen ville han få. Til gengæld var jobbet livsfarligt.

Sindberg ankom til Nanjing den 2. december 1937. På fabrikken var kun én anden udlænding, tyskeren Karl Günther.

Efter 11 dage væltede japanerne ind.



Måske var det modstanden i Shanghai, der havde frustreret japanerne. Måske var det moralske forfald blandt de krigsslidte japanske soldater endegyldigt, da de nåede Nanjing. Indbyggerne overgav sig omgående, og regeringen var flygtet. Alligevel konkurrerer historier om hoveder, der bliver hugget af uskyldige i en slags kappestrid mellem sværdbærende japanske soldater, med beretninger om seksuel skænding af kvinder, kvælning af børn, håndafhugninger og tilfældige nedskydninger om at være frygteligst. Mange af ugerningerne er dokumenteret af japanske soldater selv; på adskillige fotos fra dengang poserer de med deres ofre, udstiller lig og afslører massegrave.

Bernhard Sindberg selv drog rundt i Nanjing og omegn og dokumenterede med sit kamera, hvad der skete. Beviserne, blegnede sorthvide fotos og hans egne kommentarer dertil, er samlet i et fotoalbum, som i dag befinder sig på et museum i Texas.

»Fredfyldt kinesisk bonde, dræbt af japanske soldater, bare for sjov, på en mark uden for Nanking« og »Vilde dyr og hjemløse hunde æder nu af de døde« har han skrevet under billeder af rådnende lig på marker og i vandhuller.

Under billedet af en sortskællet ung mand har han skrevet:

»Dette er liget af en mand, der er blevet tvunget med fra Nankings universitet sammen med omkring 70 andre. De er alle blevet overdænget med riffelskud, og nogle blev spiddet med bajonetter. Alle ligene blev overhældt med benzin og antændt. Denne mand var blevet spiddet to gange og på trods af at være blevet forfærdeligt forbrændt på hovedet, var det lykkedes ham at nå frem til missionshospitalet, hvor han døde efter 20 timer.«

Og ved fotografiet af en ung pige med tomme øjne har Bernhard Sindberg noteret:

»Denne unge pige blev tvunget med fra en lille hytte i sikkerhedszonen til den sydlige by og blev tilbageholdt i 38 dage. Gennem den periode blev hun voldtaget fra syv til ti gange om dagen. Hun fik de tre mest almindelige kønssygdomme og en stor blødning i skeden, som gjorde det umuligt for soldaterne at bruge hende mere.«



Med rædslerne i fuld udfoldelse i og omkring Nanjing tog Bernhard Sindberg og Karl Günther på Jingnan-cementfabrikken deres forholdsregler. Sindberg flagede stædigt med Dannebrog og Günther med det tyske hagekors. På taget af fabrikken malede Sindberg et stort dansk rød-hvidt flag. Og når japanske soldater nærmede sig fabrikkens port, løb de på skift frem og viftede med flagene.

De to flag havde japanerne respekt for. Bombardementerne udeblev. Og snart strømmede flygtninge; børn, kvinder, sårede og gamle til fabrikkens område og det nærliggende Quixa-tempel. De kom i tusindvis. Dannebrog og – ironisk nok – naziflaget blev et symbol på sikkerhed og beskyttelse for kineserne.

Sindberg og Günther tog dem ind, oprettede et interimistisk hospital og risikerede liv og lemmer, da de igen og igen kørte ud for at skaffe mad og medicin til flygtningene. Deres indsats blev bemærket. Et år senere skrev en anden tilstedeværende tysker i Nanjing, Christian Kroeger, en artikel om uhyrlighederne:

»Under Tusind-Buddha-Bjerget var oprettet en flygtningelejr i Qixia-templet, hvor over 10.000 bønder var flygtet til. Her ved templet kendte de japanske soldater ingen nåde. De dræbte efter forgodtbefindende unge mænd og voldtog unge kvinder. Fordrukne soldater stak sådanne mennesker ihjel eller krænkede enhver, som de fandt grimme. [...] I cementfabrikken var der to udlændinge. Den ene var Günther fra Tyskland. Den anden var dansker. Derfor holdt de japanske tropper sig her tilbage fra voldsgerninger. Flygtningene i Qixia betragtede dem begge som deres ’skytsguder’.«

Da de seks første uger stilnede af, bedredes forholdene for de lokale. Angrebene og myrderiern e holdt ikke op, men aftog. Inde på fabrikkens område kæmpede flygtningene mod sygdomme, kulde og sult. Men også Bernhard Sindberg var under pres. De japanske soldater i byen havde et ondt øje til ham. Og fabrikkens ejere, F.L. Smidth, var ikke meget for at lægge sig ud med den mægtige japanske magt. Virksomheden sendte sko, mad og medicin frem til de nødlidende, men neutralitet og lav profil fra danskeren på stedet var at ønske, lod virksomhedens lokale leder forstå i et brev i Sindberg i februar 1938:

»Naar De bliver betalt saa rundeligt, som Tilfældet er, saa er det [...] ikke, fordi De skulle optræde som Ingeniør, hvad De jo slet ikke er kvalificeret til,« skrev en direktør Jensen og fortsatte: »Kom ikke i Klammeri med Nogen, undgaa at tage til Nanking mere end højst nødvendigt, men forhold Dem ganske roligt på Fabrikken – og hold Deres personlige Sympatier og Antipatier for Dem selv uden at skrive Noget ned i Breve eller paa anden Måde.«

I begyndelsen af marts, knap tre måneder efter han var ankommet, var det slut med japanernes tålmodighed med fabrikkens ejere. Sindberg blev afskediget, sendt retur til Shanghai, og i april 1938 satte han sig på et skib mod Europa. Bag ham lå én af den moderne verdenshistories værste massakrer, men også, anslår kineserne, mindst 6.000 reddede menneskeliv.



62 år senere, i år 2000, sad den dengang 74-årige Bitten Stenvig Andersen i sin have i Århusforstaden Lystrup og læste avis. En kinesisk vandreudstilling om Nanjing-massakren var kommet til Århus, og i den anledning efterlyste den kinesiske ambassade oplysninger om den mystiske danske helt, »Mr. Xin«, hr. Sindberg.

Bitten Stenvig Andersen vidste med det samme, at det var hendes 15 år ældre storebror, der var tale om. Men hun havde aldrig hørt ham selv fortælle om sin ungdoms grufulde oplevelser.

Ved sin ankomst til Europa i 1938 blev Bernhard afhentet af sin far i Italien. På vej hjem tog de omkring Genève, hvor Bernhard af en kinesisk delegation blev takket og tildelt hædersbevisninger, bl.a. i form af et stykke håndbroderet silke med 11 overlevendes navne, for sin indsats:

»Der var journalister til stede ved den lejlighed, men han bad dem om ikke at referere. Genève var jo delvist fransk territorium, og han var flygtet fra Fremmedlegionen og kunne stadig risikere at blive henrettet,« siger Bitten Stenvig Andersen.

I stedet emigrerede Sindberg til USA, hvor han levede resten af sit liv. Han blev aldrig gift og fik aldrig børn, men turede de syv verdenshave rundt som kaptajn i den amerikanske handelsflåde. Han var gemytlig af sind, men også, mener familien, mærket af de blodige, voldsomme syn i Nanjing resten af sin tilværelse:

»Når man oplever sådan noget på nært hold, bliver alt andet i livet jo inferiørt,« siger Bernhard Sindbergs niece, Mariann Stenvig Andersen.

Som studerende i USA hørte hun i 1960erne sin onkel fortælle om sin tid i Fremmedlegionen og i Kina. Og hun fik det stykke silke, han havde fået som hædersbevisning i Genève, som gave. At hun lå inde med det – og at Bernhards søster Bitten kunne fremvise kopier af Bernhards egne billeder – var et lille kinesisk forskerhold ved at gå bagover af begejstring over, da de for nogle år siden besøgte familien Stenvig Andersen i Lystrup.

I mange år har kineserne ikke ønsket at grave i Nanjing-massakren; historien om Japans nederlag og kommunismens sejr var vigtigere. Men i 1990erne begyndte historikere for alvor at afdække Nanjings traumer, massakrens mange ofre og de udenlandske helte, der bidrog til at redde menneskeliv.

Bitten og Mariann Stenvig Andersen har flere gange været i Nanjing for at modtage overstrømmende tak og hæder på deres brors og onkels vegne, senest kort før jul ved markeringen af 70-årsdagen for massakren. De har også mødt overlevende, som har fortalt detaljer om Bernhards indsats. En af dem, den nu 82-årige Wang Yongli, opholdt sig 100 dage på cementfabrikken som teenager. I december sagde han om Sindberg til avisen China Daily:

»Uden hans hjælp havde vi ikke haft nogen chance for at overleve. Vi håber, at godheden i folk som Sindberg vil leve videre.«

Bitten Stenvig Andersen har det ambivalent med at modtage hæderen på sin brors vegne:

»De er så venlige og taknemmelige i Kina, men jeg ville ønske, at Bernhard selv var her til at opleve det.«

Bernhard Sindberg selv døde i 1983, i USA, 72 år gammel og uden viden om sit historiske eftermæle.



Kilder: Familien Stenvig Andersen; bibliotekar Hans Hindrup, Statsbiblioteket; China Daily; Princeton University; www.cnd.org; Iris Chang: »The Rape of Nanjing«; Harry Huntt Ransom Humanities Research Center m.fl.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.