Tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, var veloplagt, da han i morges mødte det danske pressekorps,
30. maj 2009, 12:17 – opdateret 30. maj 2009, 12:18
Tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, var veloplagt, da han i morges mødte det danske pressekorps til et pressemøde i en fuld booket konferencesal inden for på Hotel d’Angleterre.
Der blev tid til i alt fire spørgsmål til Dalai Lama fra pressen, hvoraf to centrerede sig omkring Kina-problematikken. Her langede han ud efter Kinas lukkede magtstruktur, hvor få ledere i Det Kommunistiske Parti bestemmer over landets befolkningsgruppe på 1.3 milliarder.
- Der er et kæmpe potentiale i Kina. Men det er ulykkeligt, at regeringensformen bygger på et lukket system, sagde han, og beklagede, at hans besøg rundt i verden skaber så voldsomme følelsesudbrud fra kinesernes side.
- Det er regeringens propaganda, der er skyld i, at befolkningen har så stærke følelser imod mig. Kina dæmoniserer mig, som om jeg har horn i panden, sagde den efterhånden aldrende åndelige leder, mens han satte to fingre for panden og grinte højlydt.
Åndeligt møde med Løkke
Dalai Lama besøgte i går statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)i ministerens embedsbolig Marienborg. Om mødet sagde han i dag:
- Det var et åndeligt og uddannelsesmæssigt besøg, jeg aflagde statsministeren i går, ikke politisk.
Lars Løkke Rasmussen kaldte mødet for "inspirerende".
- Dalai Lama er jo en spændende person, som inspirerer mange mennesker, også i Danmark. Det var inspirerende at diskutere, hvad vi i et åbent samfund som Danmark kan gøre for at bygge bro over nogle af de kløfter, vi jo også oplever kulturelt og religiøst, siger statsministeren.
Efter pressemødet skulle Dalai Lama videre ud og holde work shop.



































