Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Kilometersystemet er bare dumt«

Bilejerne langer ud efter radikalt forslag om at betale kørselsafgifter efter, hvor langt man kører.

- Det er en uintelligent ekstraskat.

Sådan lyder dommen over de radikales forslag om kørselsafgifter via kilometertæller fra administrerende direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen. Han fortsætter:

- Bilisterne er i forvejen blevet brandbeskattet ved en høj registreringsafgift, og med den simple kørselsafgift bliver de straffet for at køre bil.

Ifølge Thomas Møller Thomsen vil forslaget om kørselsafgifter målt på antallet af kørte kilometer skade landets aktivitet:

- De radikales forslag vil lægge samfundet dødt. Og især folk på landet vil blive ramt, da de er afhængige af deres bil og nødt til at køre i den.

Folketinget havde oprindeligt planlagt af indføre roadpricing fra 2015. Regeringen har imidlertid udskudt et lovforslag på området, da et intelligent roadpricing-system, der er under udvikling i Holland, lader vente på sig. Når De Radikale nu har stillet forslag om en lavpraktisk model for roadpricing sker det af hensyn til klimaet og trængselsproblemerne på vejene.

Kan du følge De Radikales tanke om at gribe ind nu for at tage hensyn til klimaet?

- Der er masser af teknologier på vej i de nyere biler. Så hvis man ikke vil vente til 2018 (hvor Holland menes at have ny GPS-teknologi-klar, red.) kan man fjerne den eksisterende registreringsafgift og lave et afgiftssystem, der tager højde for bilens miljøegenskab og bilens sikkerhed. Og så betaler vi for den løbende afgift, siger Thomas Møller Thomsen. Han uddyber:

- Vi ville foretrække et system hvor man betaler efter hvor meget, hvor og hvornår man kører. Det er intelligent. Og det er det eneste system, som kan tage højde for at regulere adfærd på bestemte steder. Kilometersystemet er bare dumt, siger han.
 
Thomas Møller Thomsen understreger, af FDM på linje med regeringen ønsker at vente med at indføre kørselsafgifter indtil det hollandske roadpricing-system er færdigudviklet.