Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kenyas PET: Øksemand var mærkelig

Ifølge Time Magazines kilder opførte den 28-årige øksemand sig "mærkeligt" i Kenyas hovedstad sidste sommer. Eks-konen afviser religiøs ekstremisme.

Den 28-årige øksemand, MMG, der weekenden trængte ind hos Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, vakte sidste sommer den kenyanske efterretningstjenestes mistanke.

Sammen med flere andre somalier bosat i Europa tog MMG rundt til seværdigheder og bygninger i den kenyanske hovedstad, Nairobi. Bl.a. blev de set nær det konferencecenter, hvor den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton senere skulle holde tale.

En efterretningskilde siger til det amerikanske Time Magazine, at MMG var på en terror-overvågningsliste, og at kenyansk politi skred ind og anholdt manden med det påskud, at hans papirer ikke var i orden. Han blev tilbageholdt i syv uger og siden sendt tilbage til Danmark.

Al-Shabaab vil profilere sig internationalt

MMG har ifølge Politiets Efterretningstjeneste forbindelser til den somaliske terrorbevægelse, Al-Shabaab, som ifølge terror-eksperter er ved at udvikle sine ambitioner og kunnen i det østafrikanske område.

- Det er ganske tydeligt, at al-Shabaab har en international dagsorden, i hvilken den ser sig selv som del af den store muslimske befolkning. Så kan de slippe af sted med et højprofileret angreb, som de mener vil øge støtten til dem, så vil de gøre det. Spørgsmålet er, om de har evner til det, siger E.J. Hogendoorn, en analytiker for International Crisis Group, der er bosiddende i Nairobi.

Væk i et halvt år

MMGs ekskone, med hvem han har tre børn, udtaler sig i dag i et interview med Jyllands-Posten.

Hun siger, at MMG har været i PETs søgelys siden 2006. Parret gik fra hinanden i oktober 2008, hvor han ifølge eks-konen Muna var træt, trist og stresset.

Efter bruddet havde hverken hun eller børnene nogen form for kontakt til MMG. Først i april 2009 tog han igen kontakt – og ville da han hende med på en tidligere aftalt sommerferie til Kenya. Efter lidt overtalelse indvilligede Muna i at tage til Kenya for at mødes med ham, men han blev – altså ifølge Time på terrormistanker – anholdt tre dage efter hendes ankomst.

Eks-konen siger i øvrigt til Jyllands-Posten, at hun ikke har oplevet MMG som værende mere religiøs eller voldsomt optaget af andet end sine skiftende job. Hun afviser også, at MMG har været i Somalia med jævne mellemrum.