Uheldig jurastuderende fik fire forskellige karakterer for den samme eksamensopgave.
28. november 2007, 13:32 – opdateret 28. november 2007, 18:57
Der er tilsyneladende karakterkaos på jurastudiet ved Københavns Universitet efter at Juridiske Fakultet har skåret ned på den eksterne censur.
Det oplevede stud. jur. Mikkel Severin Hansen, der fik fire forskellige karakterer for den samme eksamensopgave.
I den anledning stillede Universitetsavisen spørgsmålet, om man som studerende kan stole på, at man får den rigtige karakter ved eksamen.
Tilsyneladende ikke, hvis man får samme behandling som stud. jur. Mikkel Severin Hansen.
- Sagen viser, at det kan være det rene lotteri, hvad du får i karakter. Det er stærkt demotiverende, at den slags kan ske, siger han.
Læst på lektien
Mikkel Severin Hansen gik i sommer til skriftlig eksamen i faget obligationsret - det vigtigste fag på andet år af jurastudiet.
Han mente, at han havde forberedt sig grundigt og også leveret varen ved eksamen. Derfor blev Mikkel Severin Hansen skuffet over et 8-tal.
Absurdteater
Den kommende jurist besluttede sig for at undersøge, hvordan eksaminator var nået frem til at give ham 8. Hvorefter noget, der ligner absurdteater tog sin begyndelse.
Sagen gik kort sagt sin meget skæve gang og endte til sidst i et uafhængigt ankenævn, bestående af en højesteretsdommer, en professor dr. jur og en stud. jur. Undervejs ændres karakteren flere gange, både op og ned, men endte på et 11-tal.
Spareiver
Siden 2005 har der ved Juridisk Fakultet kun været én ekstern censor på en tredjedel af eksaminerne. Det vil sige, at to tredjedele af alle eksamensopgaver bliver rettet og bedømt suverænt af én underviser.
Det virkelige problem synes derfor, at fakultetet af sparehensyn har skåret brugen af ekstern censur ned til det minimum, som kræves i bekendtgørelsen fra Videnskabsministeriet.
Men på Mikkel Severin Hansens eksamensudskrift for obligationsret står der nu karakteren 11. Og den bliver ikke ændret.
































