30. marts 2008, 20:54 – opdateret 30. marts 2008, 21:10

Da S-formandsvalget i begyndelsen af 2005 stod mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen udtalte de sig begge om Mette Frederiksens store evner og muligheder i partiet.

For Mette Frederiksen hverken var eller er til at komme udenom. Det er de ni teser heller ikke, når hun står som afsender. Mette Frederiksen brænder nemlig igennem både aviser, radio og fjernsyn på en måde så selv medietrænerne må bøje sig. X faktor er noget, man har. Ikke noget, man lærer.

Mette Frederiksen har været aktiv i politik siden ungdomsårene i DSU i Aalborg. Hun blev valgt til Folketinget for første gang ved valget i november 2001, da hun kun var 24 år. Siden har hun flittigt arbejdet sig opad i partiet. Så langt op, at hun ved valget i februar 2005 takkede nej til formandsposten. Målinger viste, at vælgerne ville have hende. Og ikke mindst Mogens Lykketoft, hendes mentor, som hun har et tæt politisk venskab med, tryglede hende om at stille op.

»Socialdemokraterne vil have alle med, og det kan kun lade sig gøre med nye konkrete ideer,« skrev Mette Frederiksen på sin hjemmeside, da Folketingsvalget blev udskrevet i oktober sidste år. Men idéerne kom ikke fra Thorning og co. Nu kommer de fra Mette Frederiksen selv. Teserne er anderledes end hidtidig socialdemokratisk politik, og Mette Frederiksen får kun lov til at gå ud på denne måde med nye idéer, fordi hun har insisteret på at gå ud med dem. Det mener politisk kommentator Jakob Nielsen, der har et indgående kendskab til Socialdemokraterne via bogen »Helle for magten« om Helle Thorning-Schmidt.

»Ledelsen kan ikke holde hendes meninger tilbage. Men jeg aner ikke nogen paladsrevolution. Der er ikke noget problem i, at Mette og eventuelt flere går i byen med noget nyt. Det store problem er, at Helle ikke selv går i byen med noget. Først var der Ritts røde skole, nu er der teserne. Mange vælgere må spørge sig selv om, hvem der er formand for det parti,« siger Jakob Nielsen,

Oprigtigt indigneret
Formanden er som bekendt Helle Thorning-Schmidt, og hun og Mette Frederiksen er ikke kendt for at have et tæt forhold. Op til formandskampen i 2005 tog Mette Frederiksen ikke direkte parti, men der hersker næppe nogen tvivl om, at hun stemte på Frank Jensen.

Hun har fra dag ét på Christiansborg været båret af ægte indignation. Samfundets udstødte, prostitution og ulighed har haft den 30-årige politikers store opmærksomhed. Hun vil afskaffe hjemløshed, hun vil give narkomaner lægeordineret heroin, og hun vil give frit lejde til prostituerede, der begår socialt bedrageri for at give kvinderne en ny chance.

En indignation, der ind imellem får hende til at lyde lige lovlig påståelig. Blandt kritikere hviskes der samtidig i krogene om, at hun i sit store engagement overfor blandt andet de prostituerede glemmer de helt store vælgergrupper som folkepensionisterne, som Socialdemokraterne i den grad også skal leve af.

Oppositionsbaby
Men Mette Frederiksen ved, hvad hun gør. Og hvad hun vil. Da VK-regeringen fortsatte i 2005 sagde hun:

»Så må jeg hellere blive gravid nu, for så kommer vi ikke i regering de næste fire år«. En graviditets tid senere fik hun sammen med sin mand, kommunikationschef i Dansk Sygeplejeråd, Erik Harr, familiens andet barn.

Mette Frederiksen har tidligere efterlyst en skarpere Socialdemokratisk profil. Nu gør hun det igen. Forskellen fra tidligere er, at hun denne gang er tættere på magten end nogensinde. Nu skal hun for alvor stå distancen og og vise, at hendes udspil kan samle og ikke splitte partiet. Det er slut med at være den unge, oprørte. Nu skal hun være, som hun også kan lyde: Den modne politiker, der ikke bliver set på af andre som den store udfordring. Ligegyldigt, hvilken vej hun vælger at gå.