Ny kampagne fra Sundhedstyrelsen mod unges alkoholvaner skaber bevidsthed om alkoholens negative sider hos de unge, men det er vigtigt også at inddrage forældrene for at stoppe de unges alkoholforbrug, mener forsker i unges alkoholvaner.
28. september 2009, 11:24 – opdateret 28. september 2009, 13:23
Stop før fem – det er budskabet i Sundhedsstyrelsens nye kampagne rettet mod de 16-25-åriges alkoholvaner, som kører i denne uge.
16 procent af de 16-20-årige piger og 9 procent af drengene har haft uønsket samleje, fordi de har drukket alkohol og det vil Sundhedsstyrelsen have ændret på ved at få de unge til at drikke mindre.
- Men det er ikke sikkert kampagnen vil mindske forbruget radikalt, vurderer Jakob Demant, som har forsket i unges alkoholsvaner ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet.
- Den skaber derimod opmærksomhed hos unge om, at alkohol ikke kun er forbundet med positive ting som fester og venner, men at der også er nogen negative sider ved alkohol, siger han.
Forældre skal tage ansvar
Den seneste undersøgelse fra Sundhedstyrelsen viser, at over 90 procent af de 16-20-årige drikker alkohol, og 13 procent af både pigerne og drengene har overskredet de anbefalede genstandsgrænser på 21 genstande per uge for mænd og 14 for kvinder.
Hvis de tal skal ændres, er kampagnen rigtig vigtig, men forældrene skal også tage ansvar, mener Jakob Demant.
- Forældrene er ret bange for at sætte regler for deres børns alkoholforbrug, fordi de tror, de vil miste tilliden til de unge. Men faktisk viser undersøger om unges alkoholsvaner, at i de tilfælde, hvor der er en aftale mellem forældrene og de unge om, hvor mange genstande de unge må drikke, så falder frekvensen for hvor ofte de unge drikker sig fulde, siger han.
Jakob Demant peger på, at det er vigtigt, at det ikke kun er nogle enkelte forældre, som sætter grænser for deres børn.
- Hvis der kun er få forældre, som sætter regler for deres børn, så lægger det et socialt pres på den enkelte. Forældrene skal gå aktivt ind og lave nogle sociale netværk og nogle rammer for privatfester, så gør det det lettere for børnene.
Facebook fanger unge
Kampagnen tager udgangpunkt i det sociale netværksmedie Facebook, hvor de unge kan se film om alkohol og læse om, hvad alkohol betyder for kroppen. Derudover kan man også downloade programmer, så man kan finde sine facebook-venner, når man er i byen.
- Når man ser på unge menneskers mediebrug, så bruger de facebook og mobiltelefoner rigtig meget, så det er vigtigt også at få en kampagne til de unge ud på disse medier, siger Jakob Demant.
- Ved at bruge de personlige medier, kan man gøre kampagnen mere nærværende for de unge, og dermed vil den være med til, at de unge reflekterer over deres egen alkoholkultur, siger han.



































