5. juni 2007, 03:30

Hver gang nogen starter en sætning med »Da jeg var ung«, himler man automatisk, får en let hovedpine og forbereder sig på en snæversynet, forstokket smøre fra dengang ruder konges knægt gik med springkniv i 80erne.

Men inden du tænker, »nu er det da stukket helt af for den gamle stodder«, så tænk lige over det her: Da jeg var ung, var punk et oprør. En sort deprimeret fuckfinger til verden. No future. Ingen fremtid. Ingen kompromiser. Hiphop var en overlevelsesmetode. Hvis du ikke kunne være andet i New Yorks betonghettoer, kunne du i det mindste være cool og rocke et par friske Superstars med fatlaces. Rock var rebelsk. Rockere kørte på motorcykler, var vilde i hjertet og slog på tæven. Og borgere og godtfolk var med rette forargede og frastødte, for disse subkulturer var netop undergrund og ikke mainstream. De var farlige, fjendtlige og fulde.

Når jeg i dag tuner ind på diverse musikkanaler, som i øvrigt ligner hinanden til forveksling, ser jeg kun vattede kloner af alle disse stolte rebeller. Professionelle popstjerner på arbejde. Udklædningsdukker, som Walt Disney har dyrket i et hemmeligt laboratorium under jorden. Og den ene dag er de åh så rap. Den næste er de country, ska eller glamrock. Alt sammen gennemstylet, timet og med det helt rigtige fængende omkvæd som vi alle sammen kan synge med på. Men de er får i ulveklæder. Små»bæææ«-lam, der puster sig op, klædt i lånte fjer fra fortiden. Jeg hører ikke længere nogen synge »Fuck you - I won't do what you tell me!!«, »Fight the power« eller »Fuck tha Police!«. For hvor blev oprøret egentlig af? Det skal jeg sige dig. Det blev opkøbt af de multinationale, korrumperet, og relanceret i en ny og langt mere børnevenlig version. Rock, hiphop, punk, you name it, har fået trukket tænderne ud, klippet kløerne og er tilbage fra afvænning. Og så kan dine børn sidde og blæse bobler til dét.

Men lige om lidt graver jeg Sid Vicious op og giver ham en adrenalinsprøjte lige i hjertet. Og han er allerede sur i forvejen. Så kan vi jo se, om Fall Out Boy og Tokio Hotel er til noget, når det kommer til stykket? Jeg henter 2pac og Elvis på deres tropeøer og giver dem en Kalashnikov og en Harley hver. Jeg genopliver Jim Morrison, GG Allen og Biggie Smalls, tænder høfligt deres crackpibe og byder velkommen tilbage til denne poppede mainstream-verden anno 2007.

For jeg sætter mine penge på de gamle drenge, hvis det kommer til et battle. Ikke fordi nutidens musikere og idoler ikke er dygtige eller opfindsomme. Men fordi de gamle subkulturer havde kant. De havde ryggen mod muren. De havde en stor fed fuckfinger til systemet. Et glødende raseri på vej mod afgrunden. Og dét savner jeg sgu. Så kald mig bare »gammelfar«. Men du må hellere dukke dig, knægt. For her kommer smerten. »Walk. Walk on. Are you talking to me? I don't think so !«

METROPOL-klummen skrives på skift af: Maria Grønlykke, forfatter, Jokeren, rapmusiker og Timme Munk, redaktør.