Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

K: VisitDenmark må ikke lyve

Den konservative politiske ordfører, Henriette Kjær, mener ikke, en organisation, der modtager skattekroner, må lyve - som VisitDenmark har gjort det med video'en af den falske mor.

Når der er skattekroner med i spillet, så må VisitDenmark ikke bruge løgne i deres markedsføring.

Det mener de konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, der ikke er begejstret for den youtube-video, som turistorganet har lagt på internettet som en kreativ markedsføring af Danmark, men som nu er blevet fjernet igen efter en sand mediestorm og kritik.

- Som en organisation, der modtager statsstøtte, kan man ikke lyve, og jeg mener også, at det budskab, de gerne vil sælge danmark på, er helt forkert. Jeg ønsker ikke, at danmark skal blive kendt på, at danske kvinder vil drikke sig sanseløst berusede og dyrke sex med ukendte mænd, siger Henriette Kjær.

Lær af erfaringen
Ifølge Henriette Kjær kan VisitDenmark dog med fordel benytte sig af Youtube og andre sociale platforme på internettet til nytænkende og kreative markedsførings-kanaler fremover.

Men hun håber, at turistorganet har lært af furoren omkring den omtalte video, så det ikke bliver nødvendigt for politikerne at udstikke retningslinjer for markedsføring på skatteborgernes regning.

- Jeg tror, at VisitDenmark har fået nogle erfaringer med denne her form for markedsføring og vil være mere forsigtige fremover, Det ville jo være ærgerligt, hvis vi politikere skulle til at lægge restriktioner på deres markedsføring, lyder det fra Henriette Kjær.