Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Jyderne dropper Samariten

Svensk firma kommer ikke til at køre ambulancer i Jylland. I Region Sjælland tror man stadig, at Samariten kan klare opgaven.

Region Midtjylland tabte i går tålmodigheden med det lille svenske firma Samariten Ambulans. Regionen havde stillet et ultimatum om, at kontrakten om ambulancekørsel de kommende fire år i Århus, Viborg og på Samsø fra 1. september 2009 skulle underskrives i går. Og da Samariten efter flere gange at have udskudt kontraktunderskrivelsen måtte erkende, at firmaet endnu ikke har finansieringen af den store opgave på plads, valgte Region Midtjylland at ophæve aftalen.

Region Midtjylland skal nu på et forretningsudvalgsmøde den 13. januar 2009 tage stilling til, om regionen i stedet for Samariten vil vælge nummer to i udbudsrunden, Falck og Samsø Redningskorps, eller om regionen vil lave en ny udbudsrunde.
»Selv om det vil koste 14 mio. kr. ekstra, er det min personlige mening, at vi skal tage toeren og dermed få skabt tryghed hos borgerne,« siger regionsformand Bent Hansen (S) til Ritzau.

Han tilføjer, at forløbet giver grund til store overvejelser:
»Det sender et signal om, at udbud på sårbare kerneområder i velfærdssamfundet ikke kan sammenlignes med andre udbudsopgaver. Det er jo ikke en almindelig byggeopgave, men selve fødekæden i et velfungerende sundhedsvæsen. Derfor må det overvejes, om der fremover skal fremsættes anderledes skrappe krav ved den type udbud, eller om vi selv skal løse opgaven,« siger Bent Hansen.

Han bakkes op af den konservative gruppeformand i regionsrådet, Poul Müller:
»Det er en god julegave for borgerne i Region Midtjylland, at det nu er afklaret, at Samariten ikke skal køre ambulancekørsel i regionen. I stedet for at spille yderligere hasard med borgernes tryghed, bør vi overgive opgaven til Falck og tage ekstra­regningen med,« siger han til Ritzau.

Ingen kommentarer
Det var i går ikke muligt at få kontakt med Samaritens direktør, Torbjörn Kanfjäll. Men han udsendte via sin pressechef ordlyden af aftalen med Region Midtjylland om ophævelse af aftalen, hvoraf det fremgår, at Samariten erkender sig indforstået med, at Region Midtjylland indgår aftale med et andet firma, samt at Samariten og regionen ikke vil kunne rejse erstatningskrav mod hinanden.
Samariten vandt i efteråret også to andre budrunder. Nemlig ambulancekørsel i Region Sjælland med undtagelse af Roskilde og Lejre, som fortsat skal dækkes af Roskilde Brandvæsen samt en mindre kørselsopgave i Region Hovedstaden, hvor Samariten skal køre fire ambulancer i København.

Om disse to aftaler skriver Torbjörn Kanfjäll: »Med hensyn til Region Hovedstaden og Region Sjælland tror Samariten på, at finansieringen løses, og at kontrakterne bliver underskrevet.«
Og det har man indtil videre ingen grund til at tvivle på, siger kommunikationschef i Region Sjælland, Vibeke Lyngse.
»Vi regner med at mødes med Samariten lige omkring nytår og forventer at kunne underskrive kontrakten engang i januar,« siger hun.
I øjeblikket er det Falck, som kører regionens ambulancer, bortset fra i Roskilde og Lejre, men Samariten skal overtage kørslen inden 1. september 2009.