19. maj 2008, 21:02 – opdateret 19. maj 2008, 22:06

Det var stress, der gav Annegrete Frederiksen de første tegn på, at der var noget galt med hendes hjerte:

»Hjertet begyndte at slå uregelmæssigt, og jeg fik konstateret en rytmeforstyrrelse. Men der blev ikke gjort mere ved det, fordi lægerne regnede med, at det var medfødt,« fortæller hun.

Det var i begyndelsen af 2006. Efter mere end et år, hvor tilstanden ikke havde bedret sig, insisterede hun på at blive undersøgt af en hjertespecialist:

»Det var egentlig mest for at blive beroliget,« siger hun. »Jeg regnede jo ikke med, at jeg fejlede noget. Det var nok bare psykisk, og hvis jeg fik at vide, at jeg ikke skulle bekymre mig om det, ville det sikkert gå væk af sig selv.«

Derfor var chokket så meget større, da en hjerteskanning viste forstørret hjerte og en pumpefunktion, der kun var det halve af normalt:

»Jeg blev rystet og meget ked af det. Betød det, at jeg skulle dø? Nej, svarede lægen, men det er noget, vi skal tage alvorligt. Jamen, hvor længe skulle jeg leve med det – hvor længe kunne jeg leve med det?«

En hård omvæltning
Spørgsmålene stod i kø for Annegrete Frederiksen, og selv om hun i dag godt kan se, at lægerne faktisk prøvede at berolige hende, var hun i lang tid ude af stand til at fokusere på andet end de negative budskaber. I det hele taget var den pludselige omvæltning fra at være en rask, aktiv kvinde, mor til to mindre børn og med et godt job – til kronisk hjertepatient med alt, hvad det indebærer af angst og bekymring, meget tæt på at sende hende psykisk til tælling:

»Jeg fik ikke en depression, men jeg var meget ked af det i lang tid. Angsten for at dø og usikkerheden om, hvordan sygdommen ville udvikle sig, fyldte utrolig meget, både for mig selv og min familie,« siger hun. »Jeg bekymrede mig om så mange ting, hvordan påvirkede min sygdom børnene og hvor meget kunne jeg holde til at arbejde.«

Selv om Annegrete Frederiksen hurtigt valgte at gå på nedsat tid, fik hun det stadig dårligere. Hun blev meget træt pga. medicinen og måtte deltidssygemeldes. Til sidst besluttede lægerne at give hende en såkaldt ablation – en særlig varmebehandling direkte i hjertet – for at få styr på hjerterytmeforstyrrelsen. Desuden blev hendes medicin reguleret, så hun bedre kan tåle den.

»Efter ablationen i december sidste år har jeg fået det meget bedre. Jeg er på arbejde igen, og lægerne siger, at der er gode udsigter til, at min sygdom ikke bliver værre – jeg vil kunne leve med sygdommen i mange år,« siger hun.

Brug for hjælp
Men at nå dertil, hvor hun igen kan tro på livet, har været en lang proces. Og undervejs kunne Annegrete Frederiksen godt have brugt mere og især anderledes hjælp, end den der var til rådighed på hospitalet:

»Jeg har fået utroligt god og professionel hjælp fra lægerne og sygeplejerskerne på Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet,« siger hun.

»Men når man får en hjertesygdom, er der mange andre ting end de rent medicinske, man gerne vil tale om. Det ideelle ville være, hvis der var en hel palet af rådgivere og tilbud, man kunne gøre brug af efter behov. Ud over tilbud om kostvejledning, rygestop og motion kunne det også være f.eks. psykologer og socialrådgivere.«

I stedet har hun selv fundet vej til rådgivningen. Bl.a. henviste hendes praktiserende læge til en psykolog, og Hjerteforeningen har støttet med personlig samtale, råd fra fysioterapeut og socialrådgiver og kursus om hjertesvigt sammen med ligestillede. Hendes arbejdsplads har givet hende den ro, hun havde brug for, og motion og styrketræning er kommet på programmet. Desuden vil hun gerne danne et netværk af jævnaldrende, ligeledes hjertesyge kvinder:

»Det er værdifuldt at have nogen at tale med, som er i samme situation som én selv. Som ved hvad det vil sige at være træt, at bekymre sig for sine børn og aldrig turde være helt 100 procent glad, for hvad nu hvis det alligevel går galt,« siger hun.

»Selvfølgelig har jeg familie og venner at tale med, og de har været en god støtte, men man kan ikke blive ved med at tale om sygdom.«