12. juli 2009, 22:00

Det skulle vist være en lektiecafé, men på en sommerdag, hvor solen brager igennem, er der vigtigere ting i livet end lektier. Det mener i hvert fald de ti fremmødte børn, som Berlingske Tidende møder, da vi besøger Ungdommens Røde Kors’ lektiecafe i Københavns Nordvestkvarter.

Det meste af den aktivitet, som dagens hold af syv frivillige unge mellem 23 og 26 år leverer, består således i at lege med børnene, der alle har en anden etnisk baggrund end dansk.

»Jeg er den trætteste hest i hele verden,« udbryder Ida, der er 23 år og læser til sygeplejerske.

I et kvarter har hun redet rundt med adskillige hvinende børn på ryggen, mens hendes kollega Lærke har gynget med en flok andre små beundrere.

»Den slags er en stor del af vores arbejde. Og det er da mindst lige så vigtigt som at lære dem at regne. Synes du ik?,« spørger 23-årige Stefan Simonsen, efter at børnene er gået hjem.

Hver uge bruger Stefan Simonsen mellem fem og 15 timer i Ungdommens Røde Kors.

Han er studerende ved Roskilde Universitet, og ud over lektiecaféen arbejder han i organisationens PR-udvalg. Desuden er han næstformand i et arrangementsudvalg, som netop har holdt en stor støttekoncert med bandet Outlandish.

»Får I børn ved at bolle?«
Men hvorfor bruge så mange timer på noget, som man ikke får en krone for?

Spørger man Stefan Simonsen, er han ikke i tvivl:

»En væsentlig grund er, at vi gør en forskel. I modsætning til, hvis du giver 200 kroner til UNICEF, så kan du her aflæse din indsats direkte i børnenes ansigter. Du kan se, at de er glade for at være her, og du kan se, at de har et frirum fra mobning og de problemer, som rigtig mange af børnene ellers oplever i det daglige«.

»Så selv om vi måske ikke redder hele verden, så redder vi de her børns verden to timer om ugen,« siger han.

Ifølge Stefan Simonsen går mange af børnene i muslimske friskoler og har stort set ingen omgang med etniske danskere.

»De eneste danskere, de ser, er dem som bor her i kvarteret, og de er ofte fulde og render rundt i net-undertrøje dagen lang,« tilføjer han.

»Så ved at vi er her, kan vi være med til at give dem et lidt mere nuanceret menneskesyn,« siger Stefan Simonsen og nævner to episoder, hvor han som frivillig har været med til at rette op på kulturelle misforståelser:

»På et tidspunkt havde nogle af børnene misforstået en avisoverskrift. De var overbeviste om, at der kun var to børn tilbage i Gaza, fordi israelerne havde skudt resten«.

»En anden gang var det en dreng, som forarget spurgte, om det er rigtigt, at danskerne får børn ved at bolle,« griner han.

OK at tænke på sig selv
Efter få minutter i selskab med Stefan Simonsen er det svært ikke at blive overbevist om, at han brænder for det frivillige arbejde. Men det er ikke det samme, som at han »ofrer sig« for den gode sags tjeneste, fastslår han:

»Nej, for jeg gør det jo faktisk mest for min egen skyld. Selvfølgelig er det dejligt at gøre en forskel for børnene, men hvis ikke jeg selv fik noget ud af det, gjorde jeg det ikke.

Jeg synes jo, det er helt vildt sjovt at være her, ligesom det er fedt at være med til at arrangere alle mulige ting. Derfor føler jeg ikke, at jeg ofrer mig.«

De unge, som falder fra, er ifølge Stefan Simonsen også ofte dem, som føler, at frivilligt arbejde handler om at ofre sig.

»Og det er en misforståelse. For er man her et stykke tid, finder man hurtigt ud af, at det ikke er noget offer at lave frivilligt arbejde,« siger han.

En anden grund til at involvere sig i frivilligt socialt arbejde, er, at det ser godt ud på CVet, mener Stefan Simonsen:

»Jeg tror ikke, at man skal undervurdere den arbejds-erfaring, man får fra de frivillige organisationer. I Ungdommens Røde Kors får jeg alt det ansvar, jeg vil have.

Jeg får erfaring med at lægge budgetter, styre store projekter og lave handlingsplaner. Alt det som er vildt attraktivt for arbejdsgiverne, når man engang skal ud og søge arbejde, men som er svært at opnå ved et studiejob,« siger han.