18. april 2010, 21:30 – opdateret 18. april 2010, 21:38

Februar 2010.

Per Ørum Jørgensen (K) har sprit i blodet, da han ser blå blink i bakspejlet. Han drejer ind til siden.
”Efter en bytur i Herning tager jeg en katastrofal beslutning om at køre hjem. Først da jeg ser de blå blink, går det op for mig, hvad der sker.”
Det konservative folketingsmedlem bliver standset af politiet lidt udenfor Holstebro nær bopælen i Staby. De konkluderer, at han har en promille på 1,47 og tager ham med ind til blodprøve.
”Da jeg kommer ud fra politistationen og tager en taxa hjem, begynder tankerne at rulle: Er min kæreste der, når jeg vender tilbage? Hvad nu med min politiske fremtid? Det hele ligger i ruiner. Jeg er fuldstændig knust.”

Efter Per Ørum Jørgensen er kommet sig dagen derpå, taler han med sin kæreste om, hvad der nu skal ske. Han beslutter sig for at gå i behandling for alkoholmisbrug, underretter familien og skriver en pressemeddelelse om sin spritkørsel.
”Jeg var godt klar over, at jeg ville blive dagens historie. Det var skamfuldt at blive taget for spritkørsel, og det blev ikke bedre af at blive blev blæst ud i al offentlighed. Spritbilisme er jo ikke det fedeste at blive kendt for. Men jeg havde gjort noget grimt, og jeg følte, at det var rigtigt at stå frem, vedkende mig mit ansvar og erkende, at jeg havde et problem. Erkendelsen blev faktisk en lettelse for mig, siger Per Ørum Jørgensen.

Få dage efter synet af bakspejlets ulideligt klare blå blinklys, starter Per Ørum Jørgensen i behandling for alkoholmisbrug på et behandlingshjem i Tjele ved Viborg. Skifter politiske forhandlinger ud med samtaleterapi, Christiansborgs gange ud med frisk, jysk luft og retter fokus ét sted: indad.
”Jeg finder ud af, at jeg er alkoholiker. Ikke fordi, jeg drikker hver dag. Men fordi jeg sommetider fuldstændig mister kontrollen, når jeg drikker. Drikker jeg først en øl, har jeg lyst til flere,” siger Per Ørum Jørgensen og fortæller, hvordan han under behandlingen indså, at han i mange år havde drukket efter samme mønster.

”Det har været et træk, der har været gennemgående, fra jeg stiftede bekendtskab med alkohol for første gang: Jeg brugte min selvkontrol alt det, jeg kunne, men sommetider gik det alligevel galt. Det er typisk de nærmeste, der har oplevet det, men jeg gik jo i byen, så det var ret offentligt. Og jeg var som regel den, der lukkede og slukkede festen,” siger Per Ørum Jørgensen og kalder det ”befriende” at få vished om sit alkoholproblem, og at alkoholisme er en sygdom.

”Jeg kan ganske enkelt ikke tåle alkohol. Når jeg drak, blev jeg en person, jeg ikke brød mig om. Egoistisk og uden kontakt med mig selv. Dagen efter skulle jeg så se konsekvenserne i øjnene i forhold til, hvordan jeg havde opført mig. Det var forbundet med meget skyld og skam.”
Per Ørum Jørgensen vil ikke fortælle om konkrete episoder, hvor alkoholen har fået ham på afveje. Eller, som han siger, ”komme med flere drukhistorier.” Dels fordi han mener, historien om spritkørslen tilbage i februar ”er saftig nok”, dels fordi familien ikke skal belastes mere.

”Jeg gik igennem en selvransagelse i forhold til mine værdier, min åndelighed, og til personen Per. Det var benhårdt, for jeg skulle knække koden til meget af den dårlige samvittighed, der har plaget mig i mange år. Når man har haft situationer med alkohol, er der nogle, man gerne ville have undgået, hvor man har såret sine nærmeste,” siger han.

Per Ørum Jørgensen brugte fem uger i behandling, afskåret fra omverdenen. Han betragter forløbet som ”det måske hårdeste i sit liv,” men også som noget, der har givet ham ”en indre ro og styrke.”
”Jeg ramte min personlige bund, før jeg forstod, at jeg have et problem. Det er noget af det uhyggelige ved alkoholen, hvis ikke man kan tåle det: Man skal helt ned og vende, før man erkender, at man har brug for hjælp.”

April 2010

Per Ørum Jørgensen har kaffe på kanden, da han tager imod i sit lille byhus i Staby. Den skarpe forårssol falder ind ad vinduet. Han går lige på.
”Min skyld og skam er erstattet af taknemmelighed og ydmyghed. En kollega sagde engang, at det handler om at være pletfri. Men jeg tror, vi må erkende, at ingen er pletfri. Jo mere pletfri man forsøger at fremstille sig selv, jo mere bevæger man sig væk fra det, man egentlig er. Vi vil gerne have, at omverdenen skal have et billede af os, som om vi er perfekte. Men vi er ikke perfekte. Vi er mennesker,” siger han. Tager en slurk sort kaffe. Kigger op.

”Det er ikke fedt at gå og reklamere med, at man har et problem. Men jeg tror, det er vigtigt at gøre: At vedkende sig at man har et problem, og gøre noget ved det. Det er ægte.”
Hvordan harmonerer ”vi er kun mennesker” med nultolerance og konsekvent konservativ politik?
”Værdimæssigt er det fint i tråd med konservativ politik at tage ansvar i forhold til sit liv og de problemer, man har. Det er også det, der gør, at jeg kan kigge folk i øjnene i dag. Selvom jeg har bedrevet det, jeg har, så skal jeg være den første til at tage afstand til spritbilisme. Det er der ingen tvivl om.”

Efter spritkørslen i februar er Per Ørum Jørgensen blevet tildelt en bøde og har fået frakendt sit kørekort i tre år.
”Jeg har selv været med til at lave loven i 2005. Det ville jeg på ingen måde have gjort anderledes i dag. For jeg kender alkoholismens væsen, og alkoholikeren er ligeglad, når han har fået noget at drikke. Så der skal uden tvivl være en konsekvens,” siger han og fortæller, at han er blevet ”alkoholekspert på den hårde måde.”

Per Ørum Jørgensen minder hver morgen sig selv om, at han ikke skal drikke. Han er ”ikke i tvivl om” at han vil holde sig fra flasken. Konsekvenserne, siger han, er simpelthen for tunge at bære.
”Lige nu er tiden mit våben. Der skal tid til at overbevise mine kolleger og mine vælgere om, at de kan have tillid til mig. De vil opleve en forandring. For hver dag der går, hvor jeg ikke drikker, jo stærkere står jeg. Men jeg har lært at tage en dag ad gangen.”