»Jeg nåede aldrig at være en umulig teenager«

Danskerne vil i løbet af efteråret lære Anette Støvlebæk at kende som »desperat husmor« i TV 2s nye dramakomedieserie »Lærkevej«, hvor skeletterne vælter ud af skabene. Hvor desperat er skuespilleren for at holde facaden i virkeligheden?

Katten ligger og snor sig i en solstribe, og næppe har vi plantet os i stuens lyse hjørnesofa, før familiens ældste søn kommer ind med friskbrygget kaffe.

»Tak skat,« siger Anette Støvelbæk, og man må næsten knibe sig selv i armen, for den langlemmede knægt er som snydt ud af næsen på sin far, skuespilleren Lars Mikkelsen.

»Ja, men de der blå øjne har du altså fra mig,« siger hun kærligt til sin søn, da jeg studser over ligheden.

Familien er tydeligvis et blødt punkt for Anette Støvelbæk, der med sin blide fremtoning mest er kendt for at spille lidt stille eksistenser – som sky og fummelfingrede Olympia i gennembrudsrollen i »Italiensk for begyndere«, eller jomfrunalsk sekretær som i TV-serien »Krøniken«.

Men den 42-årige skuespillers talent spænder videre end »flink og flittig«, hvilket hun for længst har bevist i talrige roller på teatret. På torsdag træder hun for alvor ind i danskernes TV-stuer i skikkelse af den livskloge og loyale Astrid, der er privatpraktiserende læge og dertil lidt af en sladdertaske i den stort anlagte dramakomedieserie »Lærkevej«.

TV-serien sendes i første ombæring i ti afsnit, men de næste tolv er allerede i støbeskeen, og »Lærkevej« tegner med sit brogede persongalleri – bl.a. inspireret af den den amerikanske serie »Desperate Housewives« – til at blive en af efterårets store TV-magneter.

Hvor desperat er Anette Støvelbæk selv efter at være en god husmor?

»Jeg er aldrig desperat! Nogen sinde!« griner hun. »Jo, jeg har en lille snert, det har jeg. Nogen vil nok kalde mig emsig en gang imellem. Jeg kan godt finde på, når der er fødselsdage for eksempel, og alt skal være perfekt, at stå og bage kage til klokken tre om natten, og derefter have gæster til brunch klokken halv ti næste morgen. Så ja. Jeg kan godt minde en lille smule om Astrid – ind imellem,« indrømmer hun.

Anette Støvelbæk har dog aldrig selv boet på en rigtig villavej. Hun er vokset op i et betonbyggeri på Amager, indtil hun var seksten år.

Ligesom Astrid i »Lærkevej« strækker Anette Støvelbæk sig langt for at få enderne til at mødes i sin egen familie med to børn og mand, skuespilleren Lars Mikkelsen. Og hun indrømmer, at hun stadig kæmper med at slippe rollen som den søde pige.

»Flittig og flink? Ja. Jeg tror, vi er rigtig mange kvinder, der lider under det der med flinkeskolen. Jeg har været rimelig artig som barn. Jeg har ikke været ret god til at være vred eller til at tage min plads i familien, og det er jo også svært, hvis man ikke selv siger til. Jeg nåede aldrig at være en umulig teenager, så der er nogle ting, jeg har gjort op med siden hen. Jeg har som voksen haft skænderier med mine forældre, som var gode at tage.«

Skænderier om hvad for eksempel?

»I virkeligheden tror jeg mest, det var, da Lars kom ind i familien. Mine forældre syntes, at der var ting, jeg burde gøre anderledes. Hvor de blandede sig i vores forhold, og hvor jeg pludselig kunne mærke, at det var vigtigt for mig at få sagt fra: At jeg skulle være den voksne Anette over for min mor og far – ikke kun barnet Anette. Jeg gav dem lov til at komme ind og blande sig i alt muligt, og på et tidspunkt måtte jeg bare sige: ’Det er usundt, hvis I skal blande jer i det.’ Når det er sagt, har jeg nogle fantastiske forældre, men man skal lige huske den der hårfine balance,« siger Anette Støvelbæk, der flyttede hjemmefra som attenårig – og direkte sammen med Lars Mikkelsen.

»Vi mødtes i gymnasiet, Lars og mig. Lars var faktisk allerede gået ud, men vi mødtes til en fest, da jeg gik i 3.G. Lars begyndte at læse biologi, og efter gymnasiet begyndte jeg på gøglerskole. Da Lars så kunne se, hvor sjovt jeg havde det, mens han sad der med alle de tykke bøger, hoppede han fra og kom over og var med på en forestilling på gøglerskolen. Vi var også i en teatergruppe sammen. Og så var han jo den af os, der først turde søge ind på skuespilskolen – som en rigtig mand, irriterende ikke?«

Anden gang var lykkens gang for Anette Støvelbæk, der begyndte på sit første år på Skuespillerskolen i Odense samtidig med, at Lars Mikkelsen gik på sit tredje på Statens Teaterskole i København. Allerede mens hun gik på skolen, fik de deres første barn.

Hvordan har I tacklet to skuespilkarrierer og børn samtidig?

»Vores karrierer har løbet meget godt ved siden af hinanden. Men Lars er den, som næsten altid får tilbudt job først. Det vil sige, han får sagt til først, og han kan jo ikke gå og vente på, om der kommer et jobtilbud til mig. Så det er klart, at jeg tit er den, der passer mine ting ind efter, hvordan Lars’ ligger. På en eller anden måde synes jeg, at det har flasket sig rigtig godt for os. Når den ene har filmet om dagen, så har den anden spillet teater om aftenen, og omvendt.«

Men nu forlyder det, at Lars skal til Hollywood. Hvad betyder dét for jeres familieliv?

»Indtil videre hedder det bare: ’Vi må se, hvad der sker’. Vi må vi tage stilling til de enkelte tilbud. Jeg har jo også mine ting, jeg skal herhjemme, så jeg kan ikke bare følge med. Og om vi har ham et eller andet sted ude i verden, eller man vi ham herhjemme – hvor han er til stede uden rigtig at være det alligevel – kan være det samme. Det er ikke smart for nogen. Det er stressende for ham, og det er forvirrende for børnene og mig. Så er det da bedre, han tager til udlandet – og f.eks. kan holde to måneder fri bagefter. Som sagt har Lars fået det sådan, at han har givet teatret for meget plads og sig selv og familien for lidt plads i en lang periode, og der kan man jo sige, at jeg er gået ind og har taget over. Det har jeg kunnet gøre, fordi jeg har haft mere tid end Lars. Men det er også rigtig svært at vurdere, når man står midt i det. Hvad skal have mest plads lige nu? For vi brænder jo for det, vi laver. Vi elsker vores teater, vores film, og vi elsker at udfordre os selv. Vi elsker også vores børn – og hinanden.«

Du og Lars må være lidt af en sensation i et fag, hvor skilsmisser er reglen snarere end undtagelsen?

»Ja, og det kan også være meget svært, når man i perioder lægger meget mere af sig selv og sit hjerteblod et andet sted end hjemme. Men dét at man kender hinandens arbejdsvilkår giver også en largeness fra den andens side. Jeg har da nogen gange tænkt: »Det går aldrig«. Men grundlæggende er der en stor og dyb kærlighed mellem Lars og mig, og det er selvfølgelig det, der gør, at vi holder sammen. Og der har vi været heldige at finde den hos hinanden. Ikke?«
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.