Sisse er forlængst blevet godkendt som adoptant, men barnet fra Kina lader vente på sig. Foreløbig har hun ventet i tre år, og om et år begynder godkendelsesproceduren forfra. Det betyder mere ventetid – og et ældre barn.
15. januar 2008, 22:30
Hos 40-årige Sisse er det ikke det biologiske ur, der tikker. Det er tiden, hun har imod sig. Jo ældre hun bliver, jo ældre bliver det barn, hun venter på – og mens tiden går, kan kineserne vælge ikke at sende flere forældreløse børn i armene på en single. De seneste par år har landet strammet væsentligt op på kravene til adoptanter.
Sisse har allerede ventet i tre år på at få et barn i forslag som det hedder. Ét år på en såkaldt puljeventeliste, som alle singler henvises til, og som gælder alle adoptionslande, der er villige til at afgive børn til singler. Og to år på Kina-listen. Om et år skal de danske adoptionsmyndigheder igen tage stilling til, om hun er egnet som eneadoptant.
»Jeg valgte Kina af flere årsager. Dengang var ventelisten kort, og jeg fik at vide, at der kun ville gå op til seks måneder. Forudsigeligheden og tiden var vigtige grunde for mig,« siger Sisse, der selv har boet i et år i Taiwan.
Som Berlingske Tidende skrev i går, styrtdykker antallet af hjemtagelser fra bl.a. Kina. I 2005 ankom der 170 små kinesere til Danmark via adoptionsbureauet AC Børnehjælp, som Sisse også er tilknyttet. Sidste år var antallet kun 111. Som så mange andre lande foretrækker Kina par fremfor singler og er desuden begyndt at satse på intern adoption. Det ser med andre ord sort ud for Sisse, der dog ikke har mistet troen på, at det nok skal lykkes.
»Det går op og ned. På gode dage er jeg rolig og glæder jeg mig til at blive mor. Andre gange er jeg frustreret og har brug for at tale med andre i samme situation. Heldigvis er jeg født optimist,« siger Sisse, der efter flere opslidende fertilitietsbehandlinger og aborter opgav tanken om at blive mor af naturens vej.
»Jeg har ikke behov for at blive gravid, eller at mit barn skal ligne mig. Men jeg har et voldsomt behov for at blive mor. Jeg savner den dimension i mit liv,« siger Sisse, der har været single i fem år.
Alder ikke altafgørende
Sisse fylder 41 år til juli. Hvis der ikke er kommet skred i processen inden hendes fødselsdag, skal hun igennem hele godkendelsesmøllen igen. Det betyder, at hendes kommende barn er mellem et og tre år, når hun henter det. Reglerne siger nemlig, at der højst må være 40 år mellem mor og barn.
»Når jeg nu er alene om at opdrage barnet og give det en ordentlig opvækst, vil jeg gerne have, at der er så få skader som muligt at rette op på. Selvom jeg har et stort netværk, er jeg primærpersonen.«
Kina frigiver kun børn til adoption, der er fyldt seks måneder. Så frem til sin fødselsdag behøver Sisse kun forholde sig til at blive mor til et barn, der er mellem et halvt og tre år.
»Om barnet er et, to eller tre år betyder ikke så meget for mig. Jeg er jo heller ikke helt ung. Der er også fordele ved at få et stort barn. For eksempel kan man konstatere autisme på et tre-fire årigt barn.«
For bordenden af Sisses spisebord står en høj barnestol. Der har den stået siden hun holdt stor familiekomsammen i pinsen sidste år, og hendes bror havde den med til sin søn.
»Der er mange børn i min omgangskreds, og så er det jo praktisk at have en stol til de mindste, der kommer på besøg. Og så er stolen jo også klar, når det bliver min tur til at blive mor,« siger Sisse.
Hvis hun ikke får et barn inden februar 2009, skal hun godkendes på ny, og der er ingen garanti for, at den proces går hurtigt eller i det hele taget får en lykkelig udgang. Og fortsætter de kiniesike adoptionsmyndigheder med at trække sagerne i langdrag, er det ikke sikkert, at Sisse får sin drøm opfyldt om at blive mor.
