Dorte Nielsens datter Kristina Nielsen blev som 12-årige ramt af en alvorlig spiseforstyrrelse. Udover sygdommen kæmpede Dorte også med en enorm skyldfølelse, som ikke gjorde det lettere for datteren, at blive rask.
22. august 2010, 22:05
»Hvad har jeg dog gjort forkert, og hvor er det, jeg har fejlet?«
Sådan lød de første tanker, der fór igennem hovedet på Dorte Nielsen, da hendes dengang 12-årige datter i 2002 blev ramt af en alvorlig spiseforstyrrelse.
Skyldfølelsen blev ikke mindre, da familien blev ramt af en mur af tavshed fra omgivelserne, og det var rigtig svært for Dorte at tale om datterens situation, da hun følte sig dømt fra alle sider.
»Min søn har lidt meget af astma, og dengang kom alle forbi med gaver og trøstende ord. Da Kristina blev syg, var der ingen der kom med gaver. De forstod ikke, hvad det var, og det gjorde vi heller ikke til at starte med. Det var rigtig svært,« siger Dorte.
Det blev en meget hård tid for familien, og det hjalp ikke Kristina, at hun oveni sygdomsforløbet fik skyldfølelse, fordi hendes forældre mistrivedes.
»Det forværrede bare sygdomssituationen. Egentlig var det bare en ond cirkel, hvor vi alle fik det dårligere og dårligere,« siger Dorte.
Mødte ligesindede
Til sidst blev selvbebrejdelsen og skyldfølelsen for meget for Dorte. Hun begyndte at gå i en støttegruppe i PS Landsforening, Pårørende til Spiseforstyrrede, og her mødte hun endelig den forståelse, hun havde savnet.
»Vi mødte andre i samme situation, og når vi talte med dem, kunne vi godt se, at de ikke havde nogen skyld i deres børns sygdom. Det kunne vi så overføre på vores egen situation, og det var simpelthen guld værd.«
Ikke mindst har det været guld værd for datteren Kristina. Det var en stor lettelse for hende, at hendes forældre anerkendte spiseforstyrrelsen som en sygdom og brugte energi på at støtte hende frem for at føle sig skyldige.
Ingen skyld
I dag føler Dorte slet ingen skyld for datterens sygdom, men det tog hende lang tid, før hun nåede til den erkendelse. Og hun møder stadig en omverden, der ikke er klar til at tale åbent med hende om hendes situation.
»Det er stadig et tabubelagt emne, og det er ærgerligt. Forældre har brug for at kunne tale om deres barns sygdom, hvad enten det er et brækket ben eller en spiseforstyrrelse, og børnene har også brug for, at der bliver snakket åbent om det. Der er ingen grund til at bruge sine kræfter på at føle sig skyldig,« siger Dorte.
Hendes datter Kristina er i dag 21 år og godt på vej til at være helt fri af spiseforstyrrelsen.
