Hvad er det værste/sværeste ved at være mand?
29. juli 2010, 00:25
»At man skal gøre alting selv. Sønnerne griner os op i hovedet, og ingen gider varme vores tøfler mere. Farmand er borte, og nu skal vi bare være det hele. Det er så anstrengende.«
Hvad er det bedste ved at være mand?
»At vi har hinanden.«
Hvad er det mest fremtrædende karaktertræk ved manden 2010?
»At han styrter rundt som en skoldet skid i en glasskål for at stille både sin kone og sin kvindelige chef tilfreds.«
Hvis du skal sætte en overskrift på den moderne mand, hvad skal den så hedde?
»Blød 2.0 med et strejf af panik. Men den bliver ikke taget så langt ud som i 70erne. Nu må han gerne se fodbold engang i mellem, for det skulle jo nødig hedde sig.«
Hvad siger det om den moderne kvinde?
»At hun har frigjort sig. Både økonomisk men også i forhold til traditioner, bånd, klassiske dyder osv. Nu vil hun bare – i al beskedenhed – have en perfekt 360 graders følsom violinspillende supermand, der er pissesjov og klog hele tiden. Det skal nok gå godt.«

































