14. februar 2009, 22:30

Skal han skyde fra hoften, så er Poyas bedste bud på et masseødelæggelsesvåben at hælde kalium i en vandbalje og stille den på Strøget. Det ville være usundt for forbipasserende og ende med at ætse et hul i baljen. Men han har ingen planer om at gøre det, sådan som Politiets Efterretningstjeneste frygter.

Poya er 24 år og læser til maskiningeniør på DTU. Han er født i Iran, taler flydende farsi, og det eneste problem, han har med det danske sprog, er, når folk skal prøve at skrive hans efternavn Pakzad. Ledningen fra de overdimensionerede høretelefoner, der sidder rundt om hans hals, fører ned til en iPod, han fik juleaften af sine forældre.

Da Poya var to år, flygtede han med sine forældre fra ayatollah Khomeinis regime til et tryggere liv i Herlev. I dag bor Poya på Østerbro med en dansk kæreste, hvis nummer han scorede en nat på vej hjem fra spillestedet Rust.

Han foretrækker Carlsberg frem for Tuborg, har haft sin Kim Larsen-periode, men han udgør også en potentiel sikkerhedsrisiko for den vestlige civilisation.

Poya har nemlig ud over sit danske også et iransk pas og studiekort til et fag, der muligvis kan give ham viden og kvalifikation til fremstilling af masseødelæggelsesvåben. Den kombination er nok til, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) gerne vil have hans navn stående i et arkiv.

Interessen skyldes, at Iran ligger rigtig højt på listen over den vestlige verdens fjender. Glem Nordkorea og excentriske afrikanske diktatorer. Iran er det største problem, når det kommer til slyngelligaen.

Vesten og Iran har ikke været på god fod siden den iranske revolution for 30 år siden. Men de senere år er den fjendtlige retorik taget til. Den iranske præsident Ahmadinejad har talt om udryddelse af Israel, sat spørgsmålstegn ved holocaust og lagt hus til en konference for holocaustbenægtere.

Oven i det har Iran holdt sig uden for det gode selskab, der laver aftaler om ikke at bruge masseødelæggelsesvåben, og støttet en række terrorbevægelser, heriblandt Hizbollah.

»Når man sammenholder den iranske retorik med atomprogrammet, så vækker det en bekymring for, om Iran rent faktisk kunne finde på at bruge atom- eller andre masseødelæggelsesvåben mod deres naboer eller give dem videre til terrorbevægelser,« siger Henrik Breitenbauch, forsker ved Dansk Institut for Militære Studier.

Men selvom Iran ikke skulle gøre brug af våbnene, ville det stadig være et væsentligt problem for den vestlige verden, hvis landet fik atomvåben. I så fald ville det fuldstændig udelukke et angreb mod Iran, og i en sådan situation ville USA og Israel ikke have mange muskler tilbage at spille med. På den måde kunne Iran opnå deres mangeårige ambition om at blive den dominerende aktør i Mellemøsten, hvilket ville være skadeligt for vestlige interesser.

Derfor har FNs Sikkerhedsråd og en række andre internationale organisationer vedtaget sanktioner og eksportkontrol, der skal forhindre Irans fremstilling af atom- og andre masseødelæggelsesvåben.

DET ER HER, POYA PAKZAD fra DTU kommer ind i billedet. PET skal leve op til de internationale aftaler, der også indeholder artikler om, at man skal forhindre, at det iranske styre får fat i knowhow på området.

Derfor sendte PET i august 2007 en mail til danske universiteter og ingeniørhøjskoler, hvor de gjorde opmærksom på en resolution fra FNs Sikkerhedsråd og en såkaldt fælles holdning fra EU. I mailen anmoder PET også om »at få oplyst, om der aktuelt er indskrevet iranske statsborgere på uddannelsesinstitutioner, der ville kunne bidrage til Irans spredningsfølsomme aktiviteter eller til udvikling af atomfremføringsmidler og i givet fald hvem«.

Poya Pakzad er en af dem. Og det vil en masse andre iranske studerende, man kan støde på i universiteternes fredagsbarer, også være. For PETs definition er meget bred, fortæller Mats Fridlund, der arbejder på Center for Avanceret Sikkerhedsteori på Københavns Universitet og har forsket og undervist i terrorismens teknologihistorie:

»Spredningsfølsomme aktiviteter kan både henvise til atomvåben og til en bredere definition af masseødelæggelsesvåben, der også inkluderer kemiske, biologiske og radiologiske våben. Hvis man bare taler om atomvåben, kan relevant viden sagtens være »normale« avancerede ingeniørkundskaber som præcisionsmekanik og elektroteknik. Udvider man feltet til alle masseødelæggelsesvåben, inkluderer det også en række kemi-, biologi- og fysikstudier,« fortæller Mats Fridlund.

I begge de internationale dokumenter, PET sendte til universiteterne, bliver formuleringen »spredningsfølsomme nukleare aktiviteter« brugt. Men PET valgte at skippe ordet »nukleare« i deres direkte forespørgsel om iranske navne til universiteterne.

I samme ombæring har PET i brevet til universiteterne også skiftet ordet »årvågenhed« ud, som bliver brugt i de internationale aftaler, med »overvågenhed«. Ordet »overvågenhed« findes ikke i det danske sprog, men har en klang, der beskriver de internationale aftaler, som om Danmark opfordres til ikke at slippe de givne iranske studerende af syne frem for at være specielt opmærksom på dem, som er omfattet af den oprindelige betydning.

NETOP FORSKELLEN på, om DTU skal nøjes med at være opmærksom på Poya Pakzads adfærd, eller om man ligefrem skal indberette hans navn til PET, er central i sagen. PET har før meldt ud, at universiteter skal være opmærksomme på studerendes adfærd i forbindelse med terror. Både Aalborg Universitet og Syddansk Universitet har lavet indberetninger til PET.

Men det er første gang offentligheden får kendskab til en sag, hvor PET går direkte efter at registrere speci­fikke nationaliteter på universiteterne.

Som en del af terrorloven, der blev vedtaget i 2006, fik PET ret til at indhente personfølsomme oplysninger hos offentlige myndigheder uden konkret mistanke.

Terrorloven blev i sin tid bredt kritiseret for at underminere retssikkerheden og trække Danmark i retning af et overvågningssamfund. Det var blandt andre Datatilsynet, CEPOS, Advokatsamfundet, tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen og flere anerkendte jurister, der advarede mod PETs nye beføjelser.

De samme røster lyder omkring PETs fremgangsmåde med at bede om konkrete navne på iranske studerende:

»Der er ikke nogen retssikkerhed, hvis PET kan hente alle oplysninger uanset type og relevans, uden at man må stille spørgsmål til det,« fortæller formanden for Advokatrådets strafferetsudvalg, Lars Lindhard, der kalder PETs fremgangsmåde for en fisketur, når der ikke er noget konkret grundlag for at foretage en henvendelse.

Institut for Menneskerettigheder bruger også ordet »fisketur« og finder sagen stærkt betænkelig. Oluf Jørgensen, der er afdelingsforstander på Journalisthøjskolen og ekspert i offentlighed i forvaltning, påpeger, at efterretningstjenesten selvfølgelig skal leve op til internationale aftaler.

»Men det kan udvikle sig til et retssikkerhedsmæssigt problem for uskyldige iranske statsborgere i Danmark,« siger han.

En holdning, der deles af professor i offentlig ret ved Aalborg Universitet Claus Haagen Jensen, der også angriber retssikkerheden i PETs metode.

PET forklarer i en vejledning fra juli 2008, hvorfor man er bekymrede over udenlandske studerende:

»Det skyldes blandt andet det forhold, at man i en række lande har oplevet, at studerende fra lande, som mistænkes for at udvikle masseødelæggelsesvåben, har forsøgt at skaffe sig viden til brug for hjemlandets udvikling og produktion af kemiske, radiologiske, nukleare og biologiske våben.«

Derudover skriver PET på deres hjemmeside, at der forekommer eksempler på, at produkter, teknologi og viden om masseødelæggelsesvåben er forsøgt erhvervet fra uddannelsesinstitutioner og danske virksomheder.

BERLINGSKE TIDENDE har søgt aktindsigt i uddannelsesinstitutionernes svar til PET. Af de få svar, Berlingske Tidende har modtaget, har et par steder valgt ikke at melde tilbage til PET, mens RUC ringede til Efterretningstjenesten og oplyste om deres seks iranske studerende på universitetet, men da de studerede humaniora og samfundsfag, var PET ikke videre interesseret.

Københavns Universitet satte som de eneste spørgsmålstegn ved, om de havde hjemmel til at udlevere navne på de iranske studerende. Sagen endte i toppen af Justitsministeriet i januar 2008, hvor den blev drøftet på departementschefsniveau, og tilbagemeldingen lød, at PET skulle orientere rektorkollegiet nærmere i sagen.

Selvom det er over et år siden, har hverken Københavns Universitet eller Universitets- og Bygningsstyrelsen, der rejste spørgsmålet for Justitsministeriet, dog hørt om en sådan orientering. Formand for rektorkollegiet Jens Oddershede fortæller, at Videnskabsministeriet har gjort ham opmærksom på, at PET ønskede at komme forbi til et møde. Men han hørte ikke, hvad det omhandlede og har heller ikke hørt fra PET siden, selvom han svarede, at de var meget velkomne.

Kort efter mødet i Justitsministeriet ringede PET til Universitets- og Bygningsstyrelsen og fortalte, at det aldrig har været hensigten at få udleveret navne på de iranske studerende.

Berlingske Tidende har spurgt PET og Justitsministeriet, hvordan vendingen »i givet fald hvem« så skulle forstås, og hvad der blev drøftet på mødet i Justitsministeriet. PET svarer skriftligt tilbage, at samarbejdet for at forebygge spredning af masseødelæggelsesvåben stadig drøftes. Justitsministeriet vil på trods af flere henvendelser ikke udtale sig, da departementschefen er på ferie.

TIDLIGERE SAGER mellem efterretningstjenester og Københavns Universitet (KU) har før skabt stor ballade i Folketinget og pressen.

»Så historisk set er det nok ikke så mærkeligt, at KU sikrer sig, at de overholder loven i denne sag,« siger tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen.

I 1969 indledtes Kejsergadesagen, da studerende afslørede en aflytningscentral i universitetets kælder. Og i 1994 kom det i Allin-sagen frem, at KU gennem mange år havde udleveret personfølsomme oplysninger om studerende til PET.

Det er altså ikke første gang, at PET viser interesse for universitetsstuderende. Forskellen er, at man før Murens fald i Tyskland blandt andet brugte oplysningerne til at tjekke studentermedhjælpere i ministerierne. Efter Murens fald er udenlandske efterretningstjenesters fokus flyttet fra statsundergravende virksomhed til at indsamle informationer om teknologi og forskning, skriver PET i en vejledning fra oktober.

Universiteterne blev endnu mere interessante efter 11. september 2001, hvor det generelle trusselsbillede ændrede sig. Pludselig kunne alle være potentielle fjender.

»For PET betød det, at vi arbejdede på at øge bevidstheden omkring eventuelle farer hos alle de offentlige myndigheder, der var i kontakt med befolkningen – heriblandt universiteterne. Derudover er der den konkrete fare for, at teknologi og viden om masseødelæggelsesvåben kommer i de forkerte hænder, hvilket har rettet PETs forebyggende fokus mod nogle virksomheder og universiteterne,« fortæller tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen.

Poya Pakzad vil gerne hjælpe virksomheder med at udvikle produkter, når han engang bliver færdig på DTU. Og han synes ikke, det er i orden, at hans statsborgerskab af den grund skal give anledning til at blive registreret af PET.

»I et demokratisk land bør man i hvert fald være uskyldig, indtil mistanken er berettiget, og det er den ikke. Alene det faktum at jeg er iraner, er ikke tilstrækkeligt grundlag til, at jeg skal stå i PETs arkiver. Racistisk er et stærkt ord, men det er baseret på en eller anden form for etno-nationalistisk forfordeling, og det er skammeligt i et demokratisk land,« siger Poya Pakzad.

Poya Pakzads studiested, DTU, har ikke oplyst over for Berlingske Tidende, om de har svaret på PETs henvendelse. Poya Pakzad ved af samme grund heller ikke, om han står registreret i PETs arkiver.