Danmark har fokuseret for meget på at hente arbejdskraft fra vores nabolande. Derfor skal der søges langt mere i lande som Portugal og Ungarn, viser ny kortlægning.
7. februar 2008, 22:30
Den danske indsats for at få udenlandsk arbejdskraft til landet er i vanskeligheder. Danske virksomheder og regeringen har især haft fokus på at hente folk fra Sverige, Tyskland og Polen, men fremover vil det slet ikke være nok. I stedet skal der satses på lande som Ungarn og Portugal, hvor der endnu er et overskud af arbejdskraft. Det viser en ny kortlægning, som Berlingske Research har foretaget på baggrund af tal fra OECD.
Importen af udenlandsk arbejdskraft er en helt afgørende brik i regeringens strategi for at imødegå problemerne, når de store årgange går på pension, og der bliver markant færre i den arbejdsdygtige alder.
»Man kan godt spørge sig selv, om danske virksomheder og regeringen bør satse så entydigt på at importere arbejdskraft fra nærområderne, som tilfældet er. Det kan være fornuftigt at skifte noget af den fokus, der har været på Polen, ud med en interesse for arbejdstagerne i Ungarn og Portugal,« siger Jens Lundsgaard, økonom i OECD.
Han erkender, at den fysiske afstand er en barriere for at tiltrække arbejdskraft fra de to lande. Til gengæld er deres lønniveau kun en smule højere end Polens, så du får en stor løngevinst ved at rejse til Danmark. Dansk Industri (DI) har hidtil kun lavet jobmesser i Sverige, Tyskland og Polen. »Men vi overvejer også at gøre det i Portugal, for de har et stort overskud af ingeniører. Problemet er, at de slet ikke kender Danmark som arbejdsland, så vi er i gang med at undersøge, om det overhovedet er muligt at gøre dem interesseret i at tage hertil,« siger Martin Steen Kabongo, konsulent i DI.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener, at det var rigtigt at satse på nærområderne i første omgang, men nu er tiden inde til at se mod nye lande.
»Vi bliver nødt til at overveje næste skridt og se længere ud. Men jeg mener også, at vi skal kigge til et land som Ukraine,« siger han.
Berlingske Research: Anders Lindholm Pedersen

































