Politisk flertal tegner sig for at give jægere lov til at beholde ræve i fangenskab, så de kan træne deres gravhunde til jagt i rævegrave.
19. februar 2009, 05:30
Rævejægerne har udsigt til at få lov at holde ræve i fangenskab til træningsbrug for deres gravhunde, også når det ad åre bliver ulovligt at drive rævefarme til produktion af pelse.
Både Venstre og SF er indstillet på at give rævejægerne dispensation for forbuddet. SF's fødevareordfører, Kresten Touborg, venter, at regeringen får flertal herfor fra venstre side af folketingssalen, siger han til Ritzau. Imens er Dansk Folkeparti er imod.
Jægerne bruger deres ræve til at træne jagthundene i en rævegrav, men uden at hunde og ræve kommer i kontakt med hinanden. Jægernes ræve bliver op til ti år gamle mod normalt kun et par år i naturen og på rævefarmene med en endnu mere unådig skæbne.
Venstres ordfører på området, Karsten Lauritzen, mener, at jægerne har godtgjort, at de i modsætning til rævefarmerne godt kan holde deres ræve under dyreetisk forsvarlige forhold med mere plads og bedre levevilkår. Efter at have besigtiget en jagttræning hos Danmarks Jægerforbund, siger Kristen Touborg, at jægerne også er indstillede på lovkrav om, at de skal give de sky ræve adgang til løbebure udendørs og trygge skjul. Dansk Folkeparti mener, at ræve er for sky til at holdes i bur, uanset hvor meget plads de får.
Ifølge Danmarks Jægerforbund holdes godt 100 ræve i fangenskab til træningsbrug for gravhundene.
/ritzau/
































