Det kan være hævn for Israels angreb på Gaza, der ligger bag et dramatisk skuddrama i Odense i går. To israelere blev såret, da en gerningsmand af ikke-dansk oprindelse pludselig stod i deres hårsalon i Rosengårdscentret og åbnede ild.
1. januar 2009, 10:54 – opdateret 1. januar 2009, 10:56
To israelske forretningsdrivende blev ramt af skud og såret, da en formodet palæstinensisk gerningsmand i går åbnede ild mod dem i Rosengårdscentret i Odense kl. 15.20, da centret var fyldt med mennesker på nytårsindkøb.
Den voldsomme episode, der skabte skræk og rædsel, virkede ifølge vidner planlagt og kan derfor være en hævnaktion for Israels angreb på det palæstinensiske Hamas-kontrollerede, selvstyreområde Gaza. Hamas’ talsmand, Fawsi Barhoum har også tidligere opfordret palæstinensiske grupper til at bruge »alle mulige midler, heriblandt martyroperationer, for at beskytte det palæstinensiske folk«.
Gerningsmanden i Rosengårdscentret trængte ind i israelernes hårsalon og råbte ifølge et vidne nogle sætninger på arabisk, inden han affyrede skud mod de to israelere, der blev ramt i henholdsvis armen og benet. Skuddene faldt, da den ene ansatte forsøgte at flygte fra butikken, mens den anden forsøgte at afværge angrebet ved at kaste en skammel efter gerningsmanden.
SkudÂepisoden fik samtidig en kunde i hÃ¥rsalonens stol til at smide sig pÃ¥ gulvet og krybe i ly bag en søjle af frygt for at blive ramt:
»Jeg hørte tre skud og skyndte mig hurtigt væk for at ringe til politiet. Det var en frygtelig oplevelse, der bliver utroligt svær at glemme,« sagde et vidne, som ikke ønsker sit navn frem, kort efter episoden til B.T. Senere blev der dog fundet fem-seks patronhylstre på gerningsstedet. Vagtchef hos Fyns Politi, Lars Hede, bekræftede kort før deadline over for Berlingske Tidende, at de to sårede skudofre var israelere, og at politiet eftersøgte en formodet gerningsmand af ikke-dansk oprindelse. Gerningsmanden flygtede efter skuddramaet i en sort Audi, der senere blev fundet efterladt ved H.C. Ørsteds kollegiet.
Politiet tavs om motiv
»Jeg har hverken formodninger eller kommentarer til et eventuelt motiv, og jeg har heller ingen formodning om, hvem gerningsmanden ret beset er,« sagde Lars Hede, som i aftes heller ikke kunne oplyse noget som helst om de to skudofres tilstand. Men ifølge vidner blev det ene offer kørt til skadestuebehandling under udrykning, mens den anden sårede israeler blev transporteret til behandling af en ambulance uden udrykning.
Det lykkedes ikke Berlingske Tidende i aftes at komme i kontakt med Israels Ambassade i Danmark.
Nyheden om skuddramaet i Odense var dog sidst på eftermiddagen nået frem til Israel. Avisen Haaretz skriver, at det israelske udenrigsministerium arbejder ud fra en formodning om, at angrebet har forbindelse til vreden over det israelske angreb i Gaza. Avisen skriver videre, at udenrigsministeriet følger episoden tæt, og at ansatte fra den israelske ambassade er sendt til Rosengårdscentret.
Rosengårdscentret i Odense er et af landets største butikscentre med 152 butikker og et areal på 96.000 kvadratmetre.
































