Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Irak undsiger også svensk hjemsendelsesaftale

Den irakiske regering slår også over for Sverige fast, at man ikke vil tage i mod tvangsudviste landsmænd. Sveriges hjemsendelsesaftale med Irak tillader ellers tvangshjemsendelser, og den aftale er magen til Danmarks.

Den irakiske premierminister har sagt det flere gange til Danmark.

Landets migrationsminister pointerer det også over for Sverige: Irak vil ikke tage i mod tvangsudviste irakere.

- Vi, som alle andre lande, vil ikke bidrage til tvangsudvisninger, eftersom det strider i mod menneskerettighederne, siger Iraks migrationsminister Abdul Samad Rehman Sultan til Sveriges Radio.

Det siger han på trods af, at Sverige og Irak i februar sidste år indgik en hjemsendelsesaftale. I den står i andet afsnit, at afviste irakere, der ikke frivilligt rejser hjem, ”som sidste udvej kan beordres til at forlade Sverige”.

Det afviser Abdul Samad Rehman Sultan imidlertid.

- Der findes ingen aftale om tvangshjemsendelser. Vi vil ikke tvinge nogen til at returnere og accepterer ikke, at nogen tvinges, siger han.

Sveriges migrationsminister Tobias Billström forstår ikke sin irakiske kollegas tolkning af aftalen.

- Majoriteten af dem, som vender tilbage, gør det frivilligt, helt i tråd med aftalens grundidé. Men hvis vi har en situation, hvor mennesker undlader at forlader Sverige, så må vi naturligvis gribe til tvang i yderste konsekvens, hvilket også står i aftalen, siger han.

Den svensk-irakiske twist er med til at føje gødning til den danske forvirring om, hvordan hjemsendelsesaftalen mellem Irak og Danmark egentlig skal tolkes.

Ordlyden i hjemsendelseaftalen mellem Sverige og Irak går nemlig eksakt igen i aftalen mellem Danmark og Irak, og den ordlyd bliver altså afvist både af premierminister Maliki og migrationsminister Sultan.