22. august 1999, 20:15 – opdateret 25. februar 2003, 21:30

Hans Hækkerup fik prajet før de fleste. Alligevel mener han, at posten som generalsekretær for den vestlige militæralliance NATO var tæt på.

"Jeg vil sige det sådan, at hvis ikke Tyskland eller Stobritannien kunne komme op med en kadidat, som var tilstrækkelig tung, så havde der været en god chance," forklarer forsvarsministeren.

Tyskland trak sig, mens Storbritannien som bekendt i sidste øjeblik tilbød deres egen George Robertson til posten. Så var sagen også afgjort, men på det tidspunkt havde Hækkerup til gengæld længe vidst, at løbet var kørt.

"Det havde været spændende. Men strengt taget er det heller ikke det værste job at være Danmarks forsvarsminister,"siger han og ser ud, som om han mener det.

Faktisk kan socialdemokraten Hækkerup slå den radikale Munchs hidtidige rekord som Danmarks længst siddende forsvarsminister i dette århundrede - han skal bare holde året ud.

I Hækkerups snart syv år lange ministertid på Holmens Kanal har det danske forsvar forvandlet sig fra et traditionelt forsvar af Danmarks grænser til også at deltage i internationale opgaver. Kulminationen var uden sammenligning Danmarks deltagelse i krigen i Kosovo - den første krig med danske soldater i aktion siden 1864. Og forsvarsministeren selv, han har ingen fortrydelser i den anledning:

"Man ser ofte den påstand, at NATOs luftbombardementer blev årsag til de etniske udrensninger," siger Hækkerup. "Det mener jeg ikke. Ser man på det her over de sidste 10 år, fra Milosevics tale på Solsortesletten, så har der ligget en bevidst serbisk nationalisme, som har haft den etniske udrensning som mål. Man skal i det hele taget ikke se Kosovo isoleret, men som en del af en udvikling, der startede med angrebet på Slovenien, så Kroatien, så Bosnien og så Kosovo. Hele forløbet viser, at serberne under alle omstændigheder ville have lavet en eller anden form for etnisk udrensning. Havde man ikke stoppet dem nu, var man kommet til det på et senere tidspunkt".

Med NATOs luftkrig "har det formodningen for sig, at lektien er lært, og at det vil have en positiv effekt på situationen på Balkan. Der er ingen garanti, men det er sandsynligt, at Serbien nu vil slå ind på en samarbejdskurs", mener Hækkerup.

Kosovo-krigen viste ifølge forsvarsministeren, at NATO havde ret i, at kun et militært pres på Milosevic kunne føre til en forhandlingsløsning. Og ifølge Hækkerup viste forløbet tilmed, at en krig godt kan vindes alene ved luftbombardementer, altså uden at sende landstyrker i kamp:

"Mange, ikke mindst militærfolk, sagde, at man aldrig kunne vinde en krig fra luften. Her skal man gøre sig klart, at Kosovo ikke var en krig i den betydning, at man ventede en betingelsesløs overgivelse. Der var tale om at bruge begrænsede militære midler for at nå en politisk løsning. Det blev bevist i praksis, at når det drejer sig om begrænsede mål, så kan man alene fra luftrummet nå de resultater, man ønsker."

Heller ikke anklagerne om, at NATO kun kastede sig over serberne i Kosovo for at vise sin egen eksistensberettigelse efter afslutningen på Den Kolde Krig, kan bringe Hækkerup ud af den sædvanlige fatning. Men det er tæt på.

"Der er det berømte citat, at enten arbejder NATO out of area eller også går NATO out of business. Nogen mener, at NATO desperat leder efter en mission for at beholde sin berettigelse. Det mener jeg for det første ikke er nødvendigt, for NATOs sikkerhedsgaranti er rar at have. Den ville vi som et lille land aldrig give afkald på. Men i Kosovo var det jo ikke sådan, at NATO bare rushede ind og sagde, det her ordner vi. Tværtimod. I Bosnien ventede vi alt, alt for længe, og i Kosovo ventede vi også for længe. Da det kom til Kosovo, havde vi selvfølgelig lært noget fra Bosnien, men det tog et år, fra Milosevic skruede tempoet op, til NATO kastede de første bomber."

NATOs evne til at holde sammen er måske nok den største positive erfaring, som Hækkerup gerne fremhæver.

"Milosevic spillede på, at alliancesolidariteten ville briste. Det var formentlig grunden til, at han ikke tidligt gav ind. Men på trods af forskellige historiske, geografiske og politiske konstellationer lykkedes det alliancen at holde sammen hele vejen igennem. Dét var nok den største overraskelse for Milosevic. For NATO var det en positiv "lesson learned".

Trods positive erfaringer - som stadig er dem, Hækkerup helst fremhæver - viste Kosovo-krigen også, at Europa halter langt bagud, når det gælder evnen til præcisionsbombninger med højteknologiske bomber og fly, som kan operere i næsten al slags vejr og mørke.

Omkring 80 procent af bomberne mod serberne i Kosovo blev således leveret af amerikanske fly. Mens for eksempel de danske fly stort set måtte nøjes med rollen som luftforsvar.

"Vores fly var indrettet på Den Kolde Krig, hvor vi skulle løse to opgaver: Luftforsvar over Danmark og offensive opgaver mod flyvestationer i DDR. Den sidste opgave er faldet væk, så vi har oprettet en reaktionseskadrille, der skal kunne deltage i den nye type opgaver. Men forudsætningen for at kunne være gode til den mere offensive rolle er, at flyet selv kan udpege målet med laser. Det kan vi først om halvandet år, selvom beslutningen om at anskaffe udstyret allerede blev truffet i det gamle forsvarsforlig."

Hækkerup understreger, at luftforsvarsrollen er lige så vigtig som den offensive, hvor Danmark kun deltog i begrænset omfang i Kosovo-krigens sidste del. Men så alligevel:

"Vi ville gerne have været i den situation, at vi aktivt kunne bidrage til begge opgaver", som han siger.

Krigen i Kosovo har mere end noget sat fokus på et faktum, som de fleste vel i forvejen var klar over. Nemlig at USA stadig er stort set alene om at trække læsset i den vestlige militæralliance, mens de europæiske lande har svært ved blot at bidrage.

Derfor kommer Europa også i fremtiden til at arbejde tættere sammen for at udnytte deres forsvarsbudgetter bedre end i dag, mener forsvarsministeren.

"Hvis vi nu forenkler problemet, så viser Kosovo, at selv om europæerne har et samlet forsvarsbudget på totredjdele af amerikanernes, så får vi forholdsvis lidt ud af pengene, når det gælder højteknologi. Det er selvfølgelig logisk, når man tænker på, at europæerne skal opretholde 16 nationale forsvar samtidig, men spørgsmålet er, om ikke Europa kunne anvende pengene på en måde, så de kan bidrage mere effektivt til fremtidige operationer end i dag."

Helt konkret forestiller Hækkerup sig, at de europæiske lande bidrager mere til højteknologiske militærprojekter under NATO. Som et eksempel nævner han mulige milliardinvesteringer i en nyt overvågningssystem, så fly i luften med stor præcision kan udpege mål for styrker på jorden. Andre følles militærsystemer under NATO kan kan også komme på tale.

"Spørgsmålet er, hvordan europæerne kan sikre, at de i fremtiden bedre kan bidrage til en operation som i Kosovo. Det vil selvfølgelig primært bygge på nationale beslutninger. Men det mest interessante er nok fælles projekter, hvor NATO-landene anskaffer et system. For at opnå en større effektivitet ville det være fornugtigt at gå mere sammen i fremtiden. Det vil alt andet lige betyde, at der er færre penge til dansk forsvar," vurderer han.

Men selv om Europa efter Kosovo skulle blive bedre til at få mere ud af pengene til forsvaret, skal man ifølge Hækkerup ikke vente, at Europa i nogen nær fremtid bliver i stand til at løfte en opgave som Kosovo uden USA.

"Selv om man skulle beslutte at styrke en europæisk forsvarsidentitet og oven i købet træffer beslutning om at købe nye aktiver til at styrke den, så vil man ikke inden for visual range kunne se et europæisk forsvar, der kan løse den opgave".

I betænkelig nærhed af diskussionen om Europas forsvarssamarbejde lurer diskussionen om det danske forbehold for europæisk forsvarssamarbejde.

Hans Hækkerup understreger igen og igen, at USA altså er involveret i forsvarssamarbejdet, og at europæisk samarbejde skal foregå inden for NATOs rammer. Dermed behøver Danmark ikke løbe ind i sit selvskabte forbehold.

Men forsvarsministeren erkender samtidig, at der andre steder i Europa er andre synspunkter om, at Europa skal kunne handle mere selvstændigt.

"For en lang række lande er det vigtigt, at det foregår inden for NATO, men at en europæisk søjle inden for NATO kobles direkte på EU, og så går diskussionen så på, om EU så også skal kunne lace autonome operationer - altså uden USA og uden NATO. Og det ender det formodentilgi med, at EU vil kunne , men i meget begrænset omfang."

Skal Danmark være med. Vi har jo et forbehold?

"Den europæiske diskussion foregår i øjeblikket, og så må vi se, hvad der kommer ud af den - men Danmark deltager aktivt i diskussionen. Når den så er færdig, så kommer der noget, om man skal tage stilling til, måske indebærer det traktatændringer, så skal man have en folkeafstemning. Hvis det ikke gør det, så kan det altså vedtages af Det Europæiske Råd. Så må man så til den tid tage stilling til, om det har konsekvenser i forhold til vores forbehold. Men det er et valg, vi selv foretaget, det tager vi selvføgleig ikke stilling til, før vi kender resutlatet."

Er det forkert gættet, at du gerne vil have forbeholdet fjernet?

"Det mener jeg sådan set ikke, jeg vil gå ind i. Jeg mener, at den diskussion får vi om et års tid, når vi kender resultatet af den europæiske diskussion."

Hækkerup har heller ikke lyst til at beskrive, hvor meget - eller hvor lidt - information, han og den danske regering fik undervejs om krigens forløb, om udpegning af bombemålene og om de opnåede resultater. Eller om NATO spurgte Danmark til råds, inden beslutninger blev truffet.

"Beføjelserne til at træffe beslutninger er lagt til generalsekretæren. Han rådfører sig sikkert med nogle af landene - og sikkert mere med de store end med de mindre. Men der var mekanismer, så de allierede blev orienteret", nøjes forsvarsministeren med at forklare.

I det hele taget er informationen om en krig som i Kosovo og om NATOs hensigter problematisk for Hækkerup. Dilemmaet er, at på den ene side er information og diskussion nødvendig for at skaffe den fornødne opbakning i NATO-landenes vælgerbefolkninger til en sådan krig. På den anden side skal en diktator som Milosevic ikke bare kunne skrue op for CNN for at høre, hvad der diskuteres.

"Man kan sige, at det er en fordel at lade modstanderen i tvivl om NATOs hensigter. Men for amerikanerne var det en forudsætning for at gå ind i luftoperationen, at spørgsmålet om landtropper var lukket ned. Hvis man kunne have holdt flere optioner og mulighder åbne, ville Milosevic have været i tvivl".

Nogen løsning på dilemmaet har Hækkerup ikke. Men han er meget tilfreds med, at støtten til Kosovo-krigen ifølge samtlige målinger var stærkere i Danmark end i noget andet NATO-land.

Så står det til forsvarsministeren, er Danmark klar, hvis en ny Kosovo-situation opstår. Med det nye forsvarsforlig fortsætter omstillingen af dansk forsvar til at kunne deltage i bekæmpelsen af internationale kriser. Hækkerups ambition er, at Danmark skal kunne stille styrker hurtigere, end det skete dennegang, hvor der gik to måneder fra beslutningen til den mobiliserede bataljon blev sendt til Kosovo.

"Generelt mener jeg, at det er et af de punkter, hvor forsvaret skal styrkes. Det er også bygget ind i forsvarsforliget, at vi udvider vores spejderdeling til to eskadroner med stående personel. På den anden side stiller vi også krav om, at en styrke skal være robust i forhold til opgavens karakter og skal kunne forsvare sig selv", siger Hækkerup. Og kan - trods al medfødt og tillært diplomati - ikke dy sig for en bemærkning om, at der sandelig også er lande, der er betydeligt langsommere end Danmark. For eksempel er hverken Norge eller Sverige på plads i Kosovo endnu.