Ingen panik i kriseramte zoologiske haver

Der er massiv nedgang i besøgstallene hos de danske zoologiske haver, men det får dem ikke til at frygte for fremtiden. Et enkeltstående år, lyder forhåbningen.

En hård vinter, et forår, der udeblev, og en sommer med hedebølge.

Vejrguderne har ikke været gode ved de danske zoologiske haver, som i år har lidt under dalende besøgstal.

- Vi har haft et fantastisk dårligt forår vejrmæssigt. I påsken, pinsen og Kristi himmelfartsferien, hvor vi plejer at have rigtig mange gæster, har vi haft de laveste besøgstal nogensinde, siger Lars Lunding Andersen, som er direktør i Zoologisk Have i København.

- Dertil kommer krisen, hvor folk bruger færre penge, og det går ud over os, fortsætter zoodirektøren og peger desuden på nedgangen i antallet af københavnske turister som en årsag.

I København Zoo er besøgstallet i år 200.000 under det forventede, og det tog ledelsen for nylig konsekvensen af. 40 af havens 182 medarbejdere måtte vinke farvel til jobbet, imens budgettet for næste år er blevet nedjusteret med 200.000 gæster.

Men trods stor nedgang frygter zoodirektøren ikke, at danskerne er trætte af zoologisk have.

- Ligeså snart vi har fornuftigt zoovejr, så har vi besøg, som vi plejer, siger Lars Lunding Andersen.

Heller ikke i Odense, hvor man vurderer besøgstallet til at være 10-15 procent under budgettet, er panikken begyndt at brede sig.

- Jeg synes, man skal passe på med at gå i panik, for vi har en rigtig god og solid funderet forretning. Jeg tror, det er et enkeltstående år, og vi er meget fortrøstningsfulde, siger Anne Høyby, som er teamleder for kommunikation hos Odense Zoo.

I Odense måtte fire medarbejdere for halvanden uge siden vinke farvel til deres job.

Aalborg Zoo fyrede tidligere på året 19 medarbejdere for første gang i havens historie.

I håb om at tiltrække flere gæster åbner Odense i 2011 dørene for en Afrikaoplevelse i Savanneanlægget Kiwara. I København åbner et flamengoanlæg i 2011 og Den Arktiske Ring, som er et isbjørneanlæg, i 2012.

/ritzau/