12. februar 2008, 22:30

Da bladtegner ved Jyllands-Posten Kurt Westergaard var en lille dreng i Himmerland, sendte hans far ham i søndagsskole hos de indremissionske. Ikke fordi hans far var indremissionsk, men fordi missionsfolkene, som der var mange af dengang, også handlede i købmandsforretningen, og det var bedst at stå sig godt med dem. Og dér stod lille Kurt så en sommerdag og kiggede op i den blå himmel.

»Jeg tænkte, at der godt nok var langt derop, til Vorherre. Men lige under mine fødder, dér var Fanden. Han var tættere på end Gud,« fortæller Kurt Westergaard, som i dag erklærer sig som ateist.

»Og jeg må sige, at jeg også på det seneste er blevet stærkere i den tro,« siger han med henvisning til al den opstandelse, hans famøse tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen har vakt, siden den for et par år siden blev trykt i Jyllands-Posten.

Dødstrusler har der været mange af siden. Men de blev uhyggeligt konkrete i starten af november sidste år, da Kurt Westergaard blev kontaktet af Politiets Efterretningstjeneste, som kunne fortælle ham, at der var konkrete planer om at myrde ham.

»Det nye lå i, at truslerne var så konkrete, og det er klart, at så bliver man forskrækket. De her mennesker har tilsyneladende udspioneret vores hus og lavet en plan over det. Måske har de endda været inde i huset. Det var den ramme, det skulle foregå i,« fortæller bladtegneren. Af samme grund blev Kurt Westergaard og hans kone omgående evakueret fra deres hjem i Århus og har siden boet tre forskellige steder i Danmark og i udlandet. Håbet er, at anholdelserne i Århus i går morges nu har fjernet denne trussel – det håber han.

»Men spørgsmålet er selvfølgelig, om anholdelserne får præventiv virkning, eller om de kommer til at virke som inspiration for andre. Indtil videre må jeg sige, at PETs indsats har reddet mit liv. Det er jeg overbevist om,« siger han.

HAN SIDDER PÅ sin arbejdsplads i Viby, Århus, og ligner, hvad han er: En elegant bedstefar i rød skjorte, røde seler, spraglet charmeklud, sort lædervest, cowboybukser med opslag og fornuftige sko. Det venlige ansigt er indrammet i et rødblondt skæg, og det er svært at forestille sig, at denne venlige og rolige mand med fem børn og otte børnebørn har kunnet vække så mange menneskers harme og i en sådan grad, at nogle vil ham til livs. Uddannet skolelærer, senere skoleinspektør i mange år på en skole for handicappede og de sidste 25 år ansat som bladtegner ved Jyllands-Posten. En tegner blandt mange dygtige bladtegnere. Lige indtil Muhammed-krisen brød ud og hans udgave af profeten blev kåret til den mest provokerende.

Ville du gøre det igen?

»Det er jeg næsten overbevist om, men det er et kompliceret spørgsmål.«

»Jeg har det egentlig meget godt,« siger han:

»Jeg er lettet over, at vi nu er så langt, og at min kone og jeg nu måske snart kan vende tilbage til vores hjem efter denne lille odyssé, vi har været ude på. Det er hårdt ikke at vide, hvornår vi kan komme hjem og særligt for min kone. Vi havde lige fået restaureret huset, og alt var, som det skulle være. Og så skulle vi ud, væk. Og det har også været slemt for resten af familien. Det har nok været det hårdeste for mig, at man jo i en sådan situation også får hele familiens frygt at slæbe på. De ringer tit for at høre, om der er nyt, og det er der nogle gange, men andre gange ikke. Ellers må jeg sige, at min alder har hjulpet mig meget. Hvis jeg havde været 29 år og havde haft små børn, havde jeg nok ikke taget det så roligt.«

ELLERS ER HANS overvældende følelser hverken frygt eller bekymring. Men vrede, siger han selv.

»Vrede over at blive truet, bare fordi jeg har gjort mit arbejde. Men det er nok noget, jeg kommer til at leve med resten af mine dage, det tror jeg. Men vreden gør det nemmere at bære,« siger han.

»Fanatikere,« kalder han de mennesker, der tilsyneladende planlagde at myrde ham. »I en uoverskuelig og kompliceret verden har de fået et ståsted i en religion, der giver dem den totale forklaring på tilværelsen. Men det er en vældig forenkling af en kompliceret verden.«

Han erklærer sig dog som »optimist« med hensyn til verdens gang.

»Jeg var barn under Anden Verdenskrig. Den endte godt. Jeg voksede op under Den Kolde Krig. Den endte også godt. Der har været mange trusler undervejs. Og den her situation skal vi nok også kunne klare. Men der er nogle mennesker i dette land, som må få deres tros-bureaukrater, altså imamerne, præsterne, til at lave om på tingene. Kristendommen har forandret sig gennem tiden. Det tror jeg ogå islam kan. Det er jo ikke Gud, der har skabt mennesker i sit billede, men mennesket der har skabt Gud i sit,« siger Kurt Westergaard.

Og så forsvinder han ned ad de endeløse gange på Jyllands-Postens bladhus i Viby, let haltende efter et fald i en af de sikre lejligheder (»jeg har jo boet mange mærkelige steder i den sidste tid, og der var altså et sted, hvor gulvet ikke var i orden«) og en evigt ringende mobiltelefon i den ene hånd.

»Demokratiets salt er uenighed,« sagde han til afsked. »Men ingen diskussion skal ende med en begravelse.