Indvandrere strømmer ud på arbejdsmarkedet i hidtil uset omfang. Dermed er årtiers mislykket integration brudt, viser tal fra Dansk Industri.
6. juli 2009, 21:38 – opdateret 6. juli 2009, 22:19
Årtiers bestræbelser på at få indvandrere og deres efterkommere ind på det danske arbejdsmarked ser nu for alvor ud til at bære frugt. Siden årtusindskiftet er antallet af indvandrere, der er kommet i job, steget med hele ti procentpoint, og dermed placerer Danmark sig nu i den europæiske top, når det handler om integration.
Det viser en analyse fra Dansk Industri (DI), der offentliggøres tirsdag.
»Der er rekordstor fremgang for integrationen i Danmark. I europæisk perspektiv er Danmark i top rent udviklingsmæssigt, og andelen af indvandrere, der er i job, nærmer sig nu med hastige skridt andelen af danskere i beskæftigelse,« siger integrationskonsulent Pernille Kiær, der har udarbejdet analysen sammen med DI-økonom Jens Erik Zebis.
Havde det ikke været for indvandrerne, ville Danmark ifølge DI have oplevet en »markant grænse for økonomisk vækst og velstand« i det nye årtusind. Siden midten af 1980erne er 150.000 indvandrere kommet ind på arbejdsmarkedet. I samme periode har 65.000 danskere forladt det.
»Hvis ikke indvandrerne havde været der, så ville arbejdsstyrken være faldet, og dermed ville Danmark have tabt vækst og velstand. Den positive udvikling i integrationen har været helt afgørende,« siger Pernille Kiær.
Ifølge DI er det først og fremmest de senere års fokus på samtaler og fremrykket aktivering, der har bidraget til flere indvandrere på arbejdsmarkedet. Dertil kommer at virksomhederne generelt har stor fokus på integrationsindsatsen. Den tredje faktor er de gode konjunkturer.
»Når først indvandrerne har fået foden indenfor, så er de meget gode til at holde på deres jobs. Det er ikke dem, der ryger først ud i en lavkonjunktur,« konstaterer Pernille Kiær.
Det skyldes dels, at indvandrerne i overvejende grad har deres kompetencer i brancher, der ikke har været følsomme over for finanskrisen. Dels, at mange virksomheder prioriterer integration og social indsats højt.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) er begejstret over de nye tal.
»Jeg er kisteglad. Det er en landvinding for integrationen i Danmark,« siger hun.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet kender udmærket til tendensen, men mener dog, at forklaringen primært skyldes højkonjunktur.
»Den langvarige vækstperiode har gavnet integrationen, for virksomhederne har måttet tage dem, de kunne få. Samtidig har det været en velkvalificeret restgruppe, fordi indvandrerne har uddannet sig rigtig godt i en lang periode,« siger Flemming Ibsen, der kalder indvandrerne »et helt nødvendigt tilskud til vores arbejdsstyrke.«



































