2. februar 2008, 22:30

25-årige Anne har ikke tal på alle de typer medicin, hun har prøvet, siden hun for otte år siden fik stillet diagnosen skizofreni. 10-15 forskellige præparater skal det nok være blevet til, ofte to-tre sammen i forsøget på at opnå den optimale virkning:

»Jeg har virkelig følt mig som en testperson,« siger hun.

Virkningen var svingende, og bivirkningerne talrige:

»Noget af det første, jeg fik, gav en underlig stivhed i kroppen, og min hånd ville hele tiden vende indad,« husker hun.

Et andet præparat fik hende til at tage 15 kilo på, noget medicin fik hende til at gå i søvne, andre præparater gjorde hende helt tør i munden, mens et tredje tværtimod gav alt for meget mundvand.

Trods de mange bivirkninger, og på trods af, at medicinen langtfra altid virkede som forventet, er Anne kun ganske få gange droppet ud af behandlingen:

»Der har været gange, mens jeg havde det allerværst, hvor jeg har nægtet at tage min medicin. Men så har jeg fået den med tvang. Og jeg er altid hurtigt selv kommet på bedre tanker igen,« siger hun.

Familiens støtte
Det har hjulpet, at hun selv har haft indflydelse på, hvilken medicin hun skulle prøve, og hvordan. Men også familiens opbakning har haft stor betydning:

»Den har betydet alt,« siger hun. »Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at skulle kæmpe med den sygdom alene.«

De første tegn psykisk sygdom viste sig allerede i de tidlige teenageår i form af en langvarig spiseforstyrrelse. Anne vejede kun 36 kilo, da hun som knap 17-årig kom på hospitalet, hvor hun tilbragte ni hårde måneder, før spiseforstyrrelsen var kommet nogenlunde under kontrol. Men kun for at blive afløst af en voldsom psykose, hvor hun så syner:

»Jeg husker, hvordan jeg så min hånd blive forvandlet til en skelethånd. Jeg blev selvfølgelig meget bange, og så husker jeg faktisk ikke mere.«

Gode og dårlige perioder
I det hele taget har Anne svært ved at huske de perioder, hvor hun har det dårligst.

»Måske har jeg en særlig evne til at fortrænge det, men det hører også med til sygdommen, at man har en ufatteligt dårlig hukommelse,« siger hun.

»Jeg har det jo ikke dårligt hele tiden. Hos mig fungerer sygdommen sådan, at enten har jeg det helt vildt dårligt, eller også har jeg det helt vildt godt. Og i de gode perioder glemmer jeg let de dårlige.«

Angsten tager magten
Det, der står tydeligst for hende, når hun har sine såkaldte »dyk«, er angsten, der bemægtiger sig hende og får hende til at lukke sig inde i sig selv. Hun ser ting, der ikke er der, og hendes tanker bliver forvirrede og kaotiske, såkaldt tankemylder:

»Jeg føler mig på én gang utroligt fyldt op og samtidig helt vildt tom indeni,« fortæller hun.

Nogle gange bliver angsten så svær at styre, at hun reagerer fysisk, f.eks. ved at kaste glas ind i væggen.

Men lige nu er det over et år siden sidste dyk. Den seneste behandling synes at virke, og Anne sætter sin lid til, at hun har haft sin sidste psykose. Hun er nede på kun at tage ét præparat, og målet er at blive helt medicinfri:

»Jeg håber da, at jeg en dag vokser fra sygdommen, ligesom jeg er sikker på, at spiseforstyrrelsen gik over, fordi jeg blev ældre og mere moden,« siger hun.

Netop nu er hun ved at uddanne sig til medarbejder med brugererfaring i socialpsykiatrien, og på længere sigt planlægger hun at tage HF og videreuddanne sig til fysioterapeut:

»Jeg har store forhåbninger til min fremtid, nøjagtig som alle andre,« siger hun. »Jeg synes, det er vigtigt, at man bevarer håbet og troen på, at man får det bedre. Måske er det naivt. Men det er i hvert fald bedre end at ligge i sengen og kigge op i loftet og ynke sig selv over, at man aldrig bliver til noget.«

Anne har ønsket kun at optræde med fornavn i artiklen.