En royal ekspert finder det mest sandsynligt, at den nyfødte prins vil komme til at gøre karriere inden for militæret.
4. maj 2009, 09:18 – opdateret 4. maj 2009, 09:39
Klokken 04:57 i morges fødte Prinsesse Marie en lille dreng.
Den ny prins er den syvende i den danske tronarvefølge, og der synes ikke at ligge nogen bestemt post og vente på ham.
Så hvilken karrierevej er det tænkeligt, at den ny prins kommer til at vælge?
Jon Bloch Skipper, historiker og royal ekspert, bemærker, at den nyfødte prins kommer til at have frit valg på alle hylder i valget af en levevej.
Dog er der ét område, han hælder mest til, når han skal vurdere, hvor nummer syv i den danske tronarvefølge kan komme til at gøre karriere.
- Det lugter lidt af en militærkarriere. Det er det, der har været tradition for. Om han så vil fortsætte med at være karriereofficer eller skal ud og have et civilt job, er så spørgsmålet, siger Jon Bloch Skipper til berlingske.dk.
Akademisk uddannelse
Det kan dog også tænkes, at den ny prins vil gå andre veje. Jon Bloch Skipper tror, at man i fremtiden vil se flere fra kongehuset, der vælger at begrave sig i bøgerne.
- Kronprinsen var den første uddannede akademiker i kongefamilien. Men det kan godt være, at den generation, som vi ser nu, også vil gå videre med uddannelse. Så det er også en mulighed her, siger han.
En tredje mulighed kan blive at gå i faderens fodspor.
- Det kan også være, at han bliver landmand ligesom sin far. Men det vil næppe blive på Schackenborg, da der er to ældre brødre, som har fortrinsret der. Det vil være naturligt, at en af dem arven faderens stilling dernede, siger Jon Bloch Skipper.
Endelig kan en stilling i en virksomhed komme på tale. Jon Bloch Skipper nævner i den forbindelse, at vi tidligere har haft prinser som direktører i ØK (Østasiatisk Kompagni).
- Det er ikke usandsynligt, at den lille prins vil komme til at få en tilslutning til en virksomhed. Men en mulighed i den retning er dog nok mindre sandsynligt, siger den royale ekspert.
Han slår fast, at det vigtigste dog er, at han finder en meningsfuld beskæftigelse, hvor han kan virke som samlingssymbol for den danske befolkning.
- Det er et vilkår, når man er født ind i det familiefirma, siger Jon Bloch Skipper.



































